Få styr på ‘stress eating’
“Stress eating”. Sådan kaldes det, når man indtager mere mad, fordi man er stresset. Forskning fastslår, at det er en dårlig idé at bruge mad på den måde, når man er stresset.
Studiets ledende forsker, Kenny Chi Kin, forklarer: ”Når mus var stressede over længere tid, blev de hurtigere fede end mus, der indtog den samme føde, men i et stressfrit miljø.”
Centralt i dette forløb står et molekyle i hjernen hos både mus og mennesker. Det kaldes Neuropeptide Y (NPY). Molekylet findes i hypothalamus, der forbindes med appetitregulering, men også i amygdala, der styrer følelsesmæssig respons.
”Vi opdagede, at når vi slukkede for produktionen af NPY i amygdala, så blev vægtforøgelsen bremset,” forklarer Kenny Chi Kin.
”Uden NPY så øgedes vægten på en kalorierig kost, det samme i både det stressede og det stressfrie miljø,” uddyber han.
Da forskerne gik mere i dybden, kunne de se, at nerveceller, der producerer NPY i amygdala, tjener som ”station” for insulin.
Insulin spiller en vigtig rolle i forhold til regulering af kalorieindtag. Vores krop producerer insulin, efter vi har spist, og det skulle gerne sende et ”stop med at spise” signal til hypothalamus.
Når alle systemer fungerer normalt, så virker denne proces. Men når stress kombineres med “stress eating”, så bliver insulinniveauet 10 gange større hos de stressede mus end hos de ikke-stressede mus.
Dermed holder nerveceller i hjernen hos stressede mus over tid op med at reagere på insulin og samtidig stiger produktionen af NPY, som fører til endnu mere overspisning.
”Det er en ond cirkel, hvor høje insulinniveauer, der er udledt af stress, og en kalorierig kost, fører til større og større indtag af mad,” fortæller Herbert Herzog, leder på Garvan Institute of Medical Research.
”Det understreger, at det er skidt at spise junk food, men at det er dobbelt så slemt at spise kalorierigt, når man er stresset.”
”Vi må altså blive meget mere bevidste om, hvad vi spiser, når vi er stressede for at undgå fedme.”
”Der er tale om et dyrestudie, så vi kan ikke helt sige, om det samme gør sig gældende hos mennesker. Men de samme hjernemekanismer og hormoner er involveret hos både mus og mennesker,” forklarer Herbert Herzog.
Studiet er præsenteret i tidsskriftet Cell Metabolism.