Håb for stressramte
1 ud af 4 rammes af stress. Nyere forskning med et konkret forløb, der hjælper over halvdelen af de stressramte, har fået Sundhedsstyrelsens anbefaling. Forløbet er gratis.
Langvarig stress belaster familielivet og nedsætter livskvalitet både fysisk og psykisk. Det skader ofte familielivet, forholdet til ægtefællen og børnene, fører til sygefravær, dårlig søvn og udmattelse, et mindre aktivt liv og svær overvægt. Det ved alt for mange danskere, som enten er ramt af stress eller lever sammen med et menneske, som har stress.
Der findes dog en metode, som i løbet af de seneste fem år har givet 3.000 offentligt ansatte i København og Aalborg ro og overskud til at komme videre med livet og ud af stressen. Behandlingsmetoden, som anbefales af Sundhedsstyrelsen, kaldes ‘Åben og Rolig´.
”Metoden bygger på 40 års international og tværfaglig forskning i stress, sundhedsfremme og meditation”, siger sundhedspsykolog og stressforsker, Christian Gaden Jensen, fra Københavns Universitet, der står bag forskningen og tilrettelæggelsen af forløbet.
Af forskningsresultatet fremgår det, at seks måneder efter, de stressramte havde deltaget i ‘Åben og Rolig’ var 58 procent tilbage i arbejde. 63 procent havde fået et bedre arbejdsliv. 88 procent havde fået lettere ved at håndtere stressede situationer – og 8 procent viste en negativ udvikling.
Flere får stress
Siden 2009 har Christian Gaden Jensen arbejdet systematisk for, at især det offentlige system kan tilbyde stressramte danskere forebyggende kurser, som er baseret på universitetsforskning.
”Da stressede ofte har kropslige, psykiske og sociale symptomer på stress, har vi tilrettelagt et ni ugers kursus med kropslige øvelser, meditation, samtaler og øvelser med fokus på psykisk velbefindende og social trivsel, som understøttes af en app, hjemmeside og videoer på nettet”, siger Christian Gaden Jensen og tilføjer:
”Via gentagne systematiske evalueringer kan vi se, at kurserne bidrager til varige forandringer for de mennesker, der deltager. Kurset inddrager krop, tanker, følelser og den enkeltes forhold til andre mennesker, da det alt sammen påvirker livskvaliteten. Hver uge mødes man på hold af 15 deltagere i tre timer, hvor der skiftevis arbejdes med kroppen, psyken, de sociale relationer og til sidst den enkelte deltagers ønsker. Det er vigtigt, at man deltager i hele forløbet.”
Det er Christian Gaden Jensens ønske, at det gratis forløb vil komme mange til gode. Således stiger antallet af stressede danskere år for år. Ifølge Sundhedsstyrelsens undersøgelse ‘Den Nationale Sundhedsprofil 2017’ med besvarelser fra 168.000 tilfældigt inviterede personer, lider 25 procent af de adspurgte i høj grad af stress. Det er en stigning på 4 procent i forhold til 2013.
‘Åben og Rolig’-modellen
Stressbehandling efter ‘Åben og Rolig’-modellen tilbydes i dag hos kommunale stressklinikker i København, Aalborg, Odense, Mariagerfjord, Skanderborg og Solrød. Flere end 800 læger henviser til klinikkerne, og omkring 2.600 borgere deltager om året i kurserne. Behandlingen er gratis, men der er ofte lange ventetider. Du kan desuden finde information og øvelser på hjemmesiden åbenogrolig.dk.