Tilføj naturlige elementer

Vi kan få gavn af den stærke psykologiske effekt ved at bringe naturen ind i vores hjem.

ID 146886105 © Ronstik | Dreamstime.com

Naturen kan være helbredende. Derfor er ophold i naturen (også kaldet skovbadning) blevet en central del af sundhedssystemet i flere lande. Det gælder for eksempel i Japan, hvor læger kan ordinere et skovbad til en patient som en del af en behandling. 

Ophold i naturen er med andre ord godt for humøret. Derfor gælder det også om at bringe naturens helbredende virkninger indendørs. Det kan være gennem planter, blomster eller smukke ting fra naturen. Der er utallige ting i naturen: kogler, skaller, blade osv. 

Det er således bredt anerkendt, at planter gavner vores mentale helbred. De giver os bedre humør, energi og mindre stress. Samtidig giver planterne os et friskt og naturligt pust – en følelse af liv. 

Et par potteplanter er nok til at give os et tættere forhold til naturen. Det er dog ikke ligegyldigt, hvilke planter og blomster du vælger. Vælg de planter, som du kan lide. Det er dig som skal bestemme, om det er friske blomster, potteplanter, bonsaitræer, små frugttræer eller hvad du har lyst til. 

Det kan dog være en idé at vælge planter med glade farver og bløde former, fordi de inviterer mest til glæde. En kaktus med spidser udtrykker ikke lige så meget ro og tryghed som en blomst.

Giv planterne den kærlighed de fortjener og glæd dig for eksempel over dem i en smuk vase eller krukke. Du kan også få en positiv oplevelse ved at sætte billeder på væggene med dyr eller natur. 

DEL ARTIKEL