Træning beskytter mod depression

Hvordan er det egentlig, at fysisk aktivitet fremmer humøret og bekæmper depression? Et studie fra McMaster University i Canada giver svaret. 

ID 233343588 © Nomadsoul1 | Dreamstime.com

Det fastslås nemlig i studiet, at træning stimulerer musklerne til at udløse stoffer, der kan beskytte mod depression. 

Træning øger således visse proteiner, der hjælper til at regulere tryptophan i kroppen. Tryptophan er et stof, der fremmer glæde og minder om serotonin. 

Mange mennesker med depression har lavere niveauer af serotonin i blodet. Disse resultater forelå allerede i studier med yngre deltagere. 

Men de canadiske forskere undersøgte, om ældre kan få samme gavn af motion. De tog udgangspunkt i en gruppe sunde mænd på 65 år og derover. 

Ingen af mændene havde tegn på depression eller havde tidligere lidt af depression. Over 12 uger deltog mændene i styrketræning og HIIT-træning (high-intensity interval training) på kondicykel. 

Forskerne tog blodprøver og undersøgte protein i musklerne. Det gjorde de før, under og efter de 12 ugers træning. De kunne se, at niveauerne steg markant. 

Den positive effekt kunne aflæses både ved styrke- og konditionstræning. ”Et tidligere studie har vist disse mekanismer hos unge mennesker,” fortæller David Allison. 

Spørgsmålet lød, om ældre har samme mulighed for at bruge fysisk træning til at sætte gang i de processer, der sænker risikoen for depression, uddyber forskeren. 

”Det var nemlig uvist, om den muskelnedbrydning, der typisk kommer med alderen, står i vejen for, at ældre opnår tilsvarende gevinst ved træning,” forklarer David Allison, studiets ledende forfatter. 

”Alle må prioritere regelmæssig fysisk aktivitet for at vedligeholde eller styrke det mentale helbred. Vi har vist, at sådanne fordele også kan høstes af ældre, og det understreger endnu engang vigtigheden af at bevare en aktiv livsstil livet igennem,” konkluderer han.

Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet American Journal of Physiology.

DEL ARTIKEL