Krænkelser på jobbet
En professor har undersøgt, hvordan ansatte reagerer på krænkelser, der sker på arbejdspladsen. Professor Cynthia Wang, Kellogg School of Management, har undersøgt, hvordan ansatte reagerer, når de bliver udsat for mobning, sexchikane eller andre krænkelser på jobbet.
De fleste ansatte gør gengæld, når de oplever sig krænket på arbejdspladsen – og de svarer igen med mindst lige så hårde midler. Negativ adfærd skaber altså endnu mere negativ adfærd.
”Denne tendens til gengæld eksisterer, uanset om man er målet for en lille eller en alvorlig overtrædelse,” siger professoren.
Hun har analyseret allerede udførte studier med i alt knap 100.000 personer. Før professoren gik i gang med analysen, var hun ikke bevidst om, hvilket mønster der ville vise sig.
Hun forventede en blanding af forskellige reaktioner: Alt fra tilfælde hvor offeret ville forsøge at mildne situationen, til reaktioner hvor offeret ville eskalere konflikten.
Virkeligheden var dog langt mere entydig. I stedet for en blanding af forskellige reaktioner, så gør de fleste ansatte gengæld.
”Det entydige resultat overraskede mig. Jeg forventede ’øje for øje’ til en vis grad. Men jeg forventede samtidig, at det ville afhænge af konteksten.”
Det kan være nærmest umuligt at undgå konflikter på jobbet. Og det kan være svært at sige, hvem der startede og hvem der skal straffes. Så det kan give mere mening og have bedre effekt at hjælpe de krigende parter til at arbejde sammen om at komme ud af konflikten.