Ønsk noget godt for andre
Der er overraskende fordele ved at gå en tur og ønske noget godt for dem, man møder på sin vej. Hvis du går en tur på blot 12 minutter og tænker ”jeg håber, at denne person bliver glad”, hver gang du ser nogen på din vej, så kan det faktisk få dig selv i bedre humør.
Det fastslår et studie fra Iowa State University, der er præsenteret i et passende tidsskrift, nemlig Journal of Happiness Studies.
Der er en lang tradition for at gå og samtidig tænke positive tanker. Det er endda indbygget i den meditation, der kaldes kinhin. Gennem generationer har man altså troet på, at det er gavnligt at gå og samtidig tænke positivt.
Forskerne fra Iowa State University bad en gruppe studerende gå rundt i 12 minutter. Deltagerne fik forskellige opgaver.
- Den første gruppe blev opfordret til at tænke kærlige tanker og ønske noget godt for alle, de mødte. De skulle tænke ”jeg håber, at denne person bliver glad”, hver gang de mødte nogen.
- Den anden gruppe skulle observere hver person på deres vej. De skulle tænke på håb eller ambitioner, de kunne have til fælles med personen.
- Den tredje gruppe skulle observere folk på deres vej og tænke på måder, de selv klarede sig bedre end dem, de mødte.
Derudover blev en fjerde gruppe sendt ud på turen. Men de blev ikke instrueret i at tænke noget bestemt.
Før de studerende gik ud, blev de stillet spørgsmål, der undersøgte i hvilket omfang, de var nervøse, stressede eller glade.
Personerne i den førstnævnte gruppe – altså dem, der skulle tænke positivt om andre og ønske dem godt – oplevede størst fordele af turen.
”Dem, der ønskede godt for andre, blev mindre nervøse, fik større glæde, større empati og større grad af omsorg og sammenhold,” fortæller psykolog Douglas Gentile.
Hos personerne i den anden gruppe – dem, der skulle tænke på fælles håb eller ambitioner – kunne der derimod ikke spores nogen positiv effekt af turen. Kun at de fik en lidt større grad af sammenholdsfølelse.
Deltagerne i den tredje gruppe – altså dem, der forholdt sig til, hvordan de selv klarede sig bedre – gav udtryk for mindre empati, mindre glæde og mindre sammenhold efter turen.
”Det er en simpel og hurtig måde at reducere stress og nervøsitet, øge sin glæde og empati og sin følelse af socialt sammenhold,” fastslår Douglas Gentile. Et af de opløftende elementer ved studiet er netop, hvor nemt og hurtigt det er at bruge teknikken i dagligdagen.
”Det er en simpel strategi, der ikke tager en masse tid, og som du kan indarbejde i dine daglige aktiviteter,” konkluderer psykologen.