Hjælp til pårørende
Personer der tager sig af en partner med Alzheimers har betydeligt flere depressive symptomer end andre jævnaldrende.
ID 281122909 © Prostockstudio | Dreamstime.com
Symptomerne fortsætter over en lang periode. De tærer på helbredet og gør det samtidig sværere at yde den støtte, man gerne vil give som pårørende.
”Alvoren er endnu større, fordi sygdomsforløbet med Alzheimers ofte varer flere år,” siger ph.d.-studerende Melissa Harris.
“Mange pårørende, som er plejere, siger at de føler sig socialt isolerede.” bemærker hun.
Et stort antal af pårørende, der har fået en depression som udslag af partnerens Alzheimers, overvinder desværre ikke depressionen. Det bliver en kronisk tilstand.
Studiet bestod af data med i alt 16.650 personer, hvor partneren havde Alzheimers. For nogles vedkommende havde partneren lige fået konstateret Alzheimers og for andres vedkommende havde partneren lidt af Alzheimers i flere år.
Personer, hvor partneren havde fået diagnosen inden for de seneste 2 år, rapporterede om 27 procent flere symptomer på depression end andre jævnaldrende. Men tegnene på depression blev endnu tydeligere, jo længere tid partneren led af Alzheimers. Hos pårørende, hvor partneren havde lidt af Alzheimers i mere end 2 år, sås 33 procent flere symptomer på depression end blandt andre jævnaldrende.
”Det lyder måske ikke som en stor stigning i depressive symptomer, men tænk på at føle sig deprimeret og udmattet hver eneste dag. Det kan betyde meget i en pårørendes liv,” mener Melissa Harris.
“Det må understreges, at det er vigtigt at bede om råd og støtte tidligt i forløbet. Pårørende må huske, at deres helbred er lige så vigtigt som partnerens og at deres helbred også påvirker den Alzheimers-ramtes helbred.”
Det kan du gøre
Pårørende til Alzheimers-ramte har brug for råd og støtte allerede tidligt i forløbet. Det er vigtigt med opbakning gennem hele Alzheimers-forløbet.
Melissa Harris er ansat ved University of Michigan. Studiet blev bragt i Journal of Applied Gerontology. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed.