Fedme øger risikoen for depression
Forskning viser en veldokumenteret sammenhæng mellem fedme og depression. 10 kilo ekstra kropsfedt øger risikoen markant.
ID 135525535 © motortion | Dreamstime.com
Risikoen for depression vokser med 17 procent, når man bærer rundt på 10 kilo overflødigt kropsfedt. Det viser en undersøgelse, som er baseret på 135.000 personer med depression og 345.000 kontrolpersoner.
”Jo mere fedt, desto mere øges sandsynligheden for at udvikle depression,” siger Søren Dinesen Østergaard, der er professor ved Aarhus Universitet.
Han er desuden en af de centrale forskere i projektet og tilknyttet Afdeling for Depression og Angst ved Aarhus Universitetshospital.
”Derimod viser vores undersøgelse, at fedtets placering på kroppen ikke har så stor indflydelse på depressionsrisikoen, som man måske kunne forvente,” fortæller Søren Dinesen Østergaard og tilføjer:
”Det peger på, at det er de psykologiske følger af fedme, der fører til den øgede risiko for depression, og ikke den direkte biologiske effekt af fedtet. Hvis det modsatte var tilfældet, ville vi have set, at fedtet centralt på kroppen øgede risikoen mest, da det har den mest skadelige effekt rent biologisk.”
Nyt fokus
Tidligere undersøgelser på området har overvejende brugt Body Mass Index (BMI) som mål for overvægt og fedme. BMI beregnes udelukkende ud fra kropsvægt og højde. Det tager ikke højde for om knoglebygningen er spinkel eller kraftig eller for muskelmassen.
”BMI er et unøjagtigt mål for overvægt og fedme. For eksempel vil mange elitesportsfolk med stor muskelmasse og lav fedtprocent have et BMI på over 25. Det er lig med overvægt ifølge den gængse definition af BMI. Men det giver ikke nogen mening. Derfor er det en styrke ved vores undersøgelse, at vi har kunnet zoome ind på sammenhængen mellem mængden af kropsfedt og risikoen for depression,” forklarer Søren Dinesen Østergaard.
I undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Translational Psychiatry, har forskerne analyseret data fra to store genetiske datasæt. Et fra UK Biobank, der indeholder data om sammenhæng mellem genvarianter og kropsbygning samt fedtmasse fordelt på kropsdele. Det andet er fra Psychiatric Genomics Consortium, der indeholder information om sammenhæng mellem genvarianter og depression.
Fedme-epidemi
Søren Dinesen Østergaard fremhæver også sin forskergruppes valg af metoden ”Mendelsk lodtrækning” som en styrke. Han peger samtidig på, at fundet er særdeles væsentligt i lyset af den globale epidemi, hvor cirka 40 procent af verdens voksne er overvægtige.
”Udover de kendte fysiske konsekvenser af fedme, som for eksempel diabetes og hjertekarsygdom, så er der altså også en betragtelig, veldokumenteret, psykisk komponent, der skal håndteres. Det er endnu et argument for at komme fedme-epidemien til livs,” mener Søren Dinesen Østergaard.
Professoren gør opmærksom på, at det er vigtigt med en afbalanceret tilgang til fedme og depression:
”Da det højst sandsynligt er de psykologiske konsekvenser af fedme, som for eksempel negativt kropssyn og mindreværd, der øger risikoen for depression, må samfundets indsatser mod fedme ikke give anledning til, at man peger fingre af den overvægtige, da det sandsynligvis vil være med til at øge risikoen for depression yderligere. Det er vigtigt at vi har det med i vores overvejelser, så vi ikke gør mere skade end gavn i forsøget på at bremse fedme-epidemien.”
Om Søren Dinesen Østergaard
Professor Søren Dinesen Østergaard er ansat ved Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin – Afdeling for Depression og Angst. Han fokuserer i sit professorat især på målbaseret behandling af psykiske lidelser og bredere spørgsmål om, hvad der forårsager psykiske lidelser og hvordan man bedst behandler dem.