Det vi gerne vil glemme

Forskere forklarer i et nyere studie, at du kan manipulere, hvordan din hjerne tager imod og opbevarer minder.

ID 451928446 © Prostockstudio | Dreamstime.com

Hvis en person fokuserer på de neutrale detaljer ved en ubehagelig oplevelse, kan det svække personens minde om oplevelsen. Strategien kan hjælpe ved traumatiske oplevelser. 

”Vi var interesserede i forskellige aspekter af minder,” siger professor Florin Dolcos. ”Følelser vil generelt forstærke vores minder. Når der er stærke følelser ved en oplevelse, vil mindet altså som regel sidde stærkere i hukommelsen.”

Effekten er problematisk for personer, der bliver udsat for ubehagelige eller traumatiske oplevelser. Der er naturligvis stærke følelser knyttet til sådan en oplevelse og det bliver således sværere for dem at glemme oplevelsen. 

”Ideen var derfor at se, om man ved at anvende en følelses-regulerende strategi kan påvirke minderne,” forklarer professoren. ”Negative minder kan lede til sygdomme som posttraumatisk stress, hvor noget der er virkelig traumatisk, bevarer sine detaljer i personens hukommelse.” 

I studiet fik 19 personer scannet deres hjerner, mens de så på fotos med negativt eller neutralt indhold. Det negative indhold var for eksempel et blodigt ansigt, mens det neutrale indhold eksempelvis var et træ. 

I forbindelse med hvert foto blev deltagerne bedt om enten at fokusere på forgrunden eller baggrunden i billedet. Efter at have set på et foto i fire sekunder, skulle de udtrykke, hvad de følte. 

Når deltagerne fokuserede på en neutral baggrund i et foto med negativt indhold, så anså de det som værende mindre negativt og huskede færre detaljer. 

Hjernescanningerne viste, at områder i hjernen, der forholder sig til minder med stærke følelser (blandt andet amygdala og hippocampus), var mest aktive, når deltagerne fokuserede på forgrunden i de negative fotos. Aktiviteten i disse områder blev mindre, når deltagerne fokuserede på den neutrale baggrund. 

”Normalt er folk interesseret i bedre hukommelse. Men når det gælder traumatiske oplevelser, så er det godt med strategier som denne, der kan bruges til at svække mindet. Det kan altså komme til gavn, hvis man udsættes for ubehagelige oplevelser,” konkluderer professor Florin Dolcos.

Det kan du gøre

Hvis du oplever noget, du helst vil glemme, så kan du fokusere på neutrale detaljer ved oplevelsen. For ifølge dette studie kan det bidrage til, at den negative oplevelse vil stå mindre skarpt i din hukommelse. 

Florin Dolcos er ansat ved University of Illinois. Studiet blev bragt i tidsskriftet Neuropsychologia. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed. 

DEL ARTIKEL