Den glade baby får succes i livet

”Glæde kommer før succes. For jo mere børn oplever positive følelser, desto mere tid bruger de på at opbygge færdigheder og relationer, der hjælper dem i fremtiden,” siger John Coffey, Sewanee University.

Positive følelser øger kreativiteten, evnen til at løse problemer og sociale kompetencer. 

”Børn der oplever mere negative følelser, som tristhed eller vrede, vil derimod have færre muligheder for at lære, fordi de er optaget af at undgå det, der forstyrrer dem,” forklarer John Coffey.  

Han har analyseret materiale fra et studie, der begyndte i 1978. Forskerne dengang rekrutterede 130 familier til et studie, der har fulgt dem lige siden. 

”Da hver baby var 18 måneder gammel, rapporterede forældrene om, hvor ofte babyen udtrykte positive og negative følelser og forskerne målte babyernes IQ. Da børnene blev 6-8 år, udfyldte de en IQ-test. Da de fyldte 29 år, rapporterede de om, hvor mange års uddannelse, de havde gennemført og deres tilfredshed med livet,” siger John Coffey.  

”Jeg fandt, at positive følelser i barndommen, forudsiger uddannelsesmæssig succes som 29-årig. Disse forskelle kan ikke forklares med socioøkonomisk status eller IQ i barndommen. Så uanset intelligens i barndommen eller forældrenes rigdom, har glade babyer større sandsynlighed for at gennemføre gymnasiet og universitetet.”

”Det er vigtigt at være bevidst om, at glæde drejer sig om, hvor ofte følelser bliver oplevet. Ikke hvor intenst, de bliver oplevet. Så forældre, der ønsker at kultivere deres børns glæde, kan fokusere på små forandringer, der kan gennemføres i dagligdagen. For eksempel ved at lege sammen.”

”Forældre behøver ikke at anstrenge sig og sigte efter intense oplevelser eller den bedste dag eller fødselsdag nogensinde. Ja, de storslåede oplevelser kan være sjove, men de har også tendens til at være udmattende for både børn og voksne, som kan føre til frustration og konflikt.” 

John Coffey konkluderer: ”Så hvad kan vi udlede af alt dette? Glæde (i alle aldre) er vigtigt for at lære og centralt for succes. Vi kan sigte på simple og billige måder at skabe glæde ved kontakten med børn. Ved at lege med dem, lære dem om venlighed og om taknemlighed. Uden at overtænke det eller at sigte på storslåede oplevelser.”

”Familier, skoler og politikere, der bekymrer sig om den akademiske standard, bør tænke sig grundigt om, før de udelukker programmer og aktiviteter som musik, kunst eller sport, der kultiverer glæde. Vores børns nydelse og latter er nemlig fundamentet for fremtidig succes.”

John Coffey har beskrevet sit studie på https://blogs.scientificamerican.com

DEL ARTIKEL