Bliv bevidst om dine følelser
De fleste mennesker har brugt mad til at komme i bedre humør og måske grebet til de søde sager, når et forhold er gået i stykker. Det kaldes ”emotional eating”, når man indtager fødevarer for at regulere sine følelser.
ID 430381153 © Prostockstudio | Dreamstime.com
Mens det i første omgang kan få os i bedre humør, kan det på længere sigt have negativ effekt på vores helbred. Overspisning kan nemlig føre til overvægt.
Det er derfor vigtigt at forstå, hvordan vores følelser påvirker vores madvaner, for at undgå at det fører til overvægt.
Så hvorfor griber vi til mad, når vi er triste? Nogle forskere mener, at ”emotional eating” er en strategi, vi bruger, når vi ellers er ude af stand til at styre vores følelser.
Hvis man handler impulsivt og ikke har kontrol over sine følelser, kan man komme til at gribe til overspisning.
Så for at komme ”emotional eating” til livs, må vi blive bedre til at forstå vores følelser og finde en bedre måde at styre vores følelser.
Vi må blive i stand til at identificere dem og beskrive dem for andre. Og vi må bruge strategier til at dæmpe de negative følelser. Det kan blandt andet ske gennem motion, vejrtrækning og meditation.
Forskere fra Swansea University har undersøgt, om der er sammenhæng mellem, hvor gode folk er til at styre deres følelser og deres BMI.
”Indtil nu har der ikke rigtigt været klarhed over sammenhængen mellem manglende følelsesmæssig regulering og BMI,” fortæller professor Michelle Lee.
”Vi fandt en direkte sammenhæng mellem, hvor svært folk har ved at identificere deres følelser og øget BMI. Personer, som har svært ved at identificere deres egne følelser, har generelt et højere BMI.”
Hun foreslår derfor, at man arbejder med sine følelser: ”Hvis man bliver bedre til at identificere og beskrive sine følelser, så kan det gøre, at man bliver mindre tilbøjelig til at gribe til mad. Det kan altså have positiv effekt på helbredet.”