Kom i bedre humør med tai chi
Tai chi giver bedre humør og livskvalitet blandt personer med hjerteproblemer. ”Hvis du har haft et hjerteanfald eller slagtilfælde, eller du er påvirket af en anden hjertelidelse, så vil jeg stærkt anbefale, at du gør tai chi til en del af din genoptræning,” siger professor Ruth Taylor-Piliae.
ID 153864032 © Robert Kneschke | Dreamstime.com
Det er almindeligt for personer med hjerteproblemer at opleve forværret livskvalitet og psykologisk belastning som stress, angst og depression.
Studiet bestod af en gennemgang af data fra en række tidligere studier med henblik på at samle et stærkt, statistisk materiale, der kunne vise en sammenhæng mellem tai chi og mentalt helbred.
De anvendte studier omhandlede i alt 1.853 personer med en gennemsnitsalder i 60’erne og som led af diverse hjerteproblemer. Alle deltagere blev spurgt både før og efter et tai chi forløb om deres livskvalitet. Deres mentale belastning, stress, angst, bekymringer og depression blev også undersøgt.
Analysen af studierne viste, at tai chi giver markant bedre livskvalitet, mindre depression og mindre psykologisk belastning.
Tai chi kombinerer langsomme, rolige og flydende bevægelser med et fokus på åndedrættet. ”Der er fysiske fordele som forbedret balance og det er godt for dit mentale helbred,” forklarer professoren.
”Jeg tror, det er en synergi mellem stillingerne og vejrtrækning,” uddyber hun. ”Ved tai chi har du god kropsholdning og forskning har vist, at det gavner humøret. Vi ved også, at det kan forårsage stress og bekymringer, når man ikke trækker vejret ordentligt.”
”Tai chi er velegnet for personer i alle aldre, uanset deres træningsevner og kan trygt anvendes af alle. Det kan endda udøves siddende, hvis man ikke kan stå op og lave øvelserne.”
”Hvis man træner i en gruppe, er det et positivt sted for personer med hjerteproblemer at finde støtte og kammeratskab. Der er ingen som dømmer dig, bare følg hvad du er i stand til,” afslutter professoren.
Det kan du gøre
Tai chi kan give dig bedre humør og større livskvalitet. Der er en række mentale fordele forbundet med at udøve tai chi.
Ruth Taylor-Piliae er ansat ved University of Arizona. Studiet blev bragt i tidsskriftet European Journal of Cardiovascular Nursing. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed.