“Hjernepauser” med motion
En halv times moderat motion om morgenen gør, at ens hjerne vil fungere bedre resten af dagen. Det følger af et studie, der er udarbejdet af University of Western Australia.
ID 124717689 | Bad Manager © Fizkes | Dreamstime.com
”Stillesiddende adfærd forbindes med forringet tænkning, mens motion faktisk kan fremme tænkning,” fortæller studiets leder, Michael Wheeler. Resultaterne præsenteres i tidsskriftet British Journal of Sports Medicine.
Deltagerne i studiet var 67 mænd og kvinder mellem 55 og 80 år. Forskerne gennemførte tests på dem og målte blandt andet opmærksomhed, beslutninger og hukommelse.
Studiet bestod både af en halv times morgentræning på et løbebånd ved moderat intensitet og 3 minutters gåtur hver halve time i løbet af dagen.
Forskerne ønsker at promovere det, der kaldes ”Brain Breaks”. Disse “hjernepauser” har til formål at bringe ny energi og fokus i løbet af dagen.
”For at sikre at hjernen fungerer bedst muligt i løbet af dagen, bør det undgås, at man sidder uafbrudt,” forklarer Michael Wheeler.
Studiet kommer i rækken af flere nyere studier om, at motion beskytter hjernen. De opmuntrer samstemmende til, at man motionerer hele livet for at holde sin hjerne vedlige.
Det er muligt, at den positive effekt skyldes, at motion stimulerer et protein, der er vigtigt for overlevelse og vækst af neuroner, der overfører information.
”Morgenmotion ved moderat intensitet styrker beslutninger og arbejdshukommelse hos ældre mennesker, når man også bryder sin stillesiddende dag op med små gåture,” fastslår Michael Wheeler.
”Med en aldrende befolkning, der kan se frem til et godt helbred i flere år, så er disse studier vigtige, for at folk kan nyde et produktivt og tilfredsstillende liv.”
”Studiet fremhæver, hvordan relativt simple ændringer til dine daglige rutiner kan være rigtig godt for din hjerne,” slutter han.