En gang syg – altid syg

”Jeg sætter en alarm på min mobiltelefon for at huske, at jeg skal spise i stressede perioder.” Sådan siger 31-årige Karina Hermansen, der har lidt af anoreksi i 11 år. Selvom det nu er syv år siden, at hun efter eget udsagn kom ud af sygdomsforløbet, er det hendes overbevisning, at hun aldrig bliver helt rask.

”Det ligger dybt i mig, at jeg skal tvinge mig selv til at spise”, fortæller Karina Hermansen, hvis spiseforstyrrelse var et udtryk for skam og mangel på selvværd. En følelse, som også gav sig udtryk i cutting og selvmordstanker.

”Jeg følte, at jeg ikke havde nogen værdi. At jeg ikke havde noget at byde på. At jeg skulle være den stille og søde pige, der aldrig gjorde noget forkert. Jeg lukkede mig inde i mig selv og fik det mere og mere dårligt. Jeg prøvede også at fortælle mine kammerater, at jeg havde det skidt, men fik at vide at jeg måtte tage mig sammen. De sagde, at der var mange, som havde det værre end mig og det fik mig kun til at tænke endnu mere, at der var noget galt med mig”, siger Karina Hermansen, som oplyser, at situationen ændrede sig for hende, da hun blev gravid i en alder af kun 17 år.

”Jeg fik et ansvar og noget at leve for og jeg prøvede at komme ovenpå for mit barns skyld, men gik efterfølgende ud og ind af spiseforstyrrelsen, indtil mit barn var syv år og jeg selv 24. Det var uholdbart at være mor med en spiseforstyrrelse, så jeg søgte til selvhjælp, som har været min store redning.”

For Karina Hermansen er det helt afgørende, at hendes søn ikke kastes ud i de samme følelser, som hun oplevede, da hun var ung. 

”Min søn er 13 år og på samme alder, som da jeg selv fik anoreksi. Det har altid været vigtigt for mig at vise – og give ham den kærlighed jeg aldrig selv fik, så han kan være glad og velfungerende. Det er mit indtryk, at det er lykkedes. Det skræmmer mig meget, at se unge mennesker, som har store problemer. Dem kan jeg virkelig identificere mig med samtidig med, at jeg forsøger at give dem så gode råd som muligt.”