Nyt hormon ved motion
Studie afslører, hvordan motion beskytter mod Alzheimers. Det er velkendt, at hård motion kan udløse endorfiner. Altså hormoner, der løfter humøret. Nu findes der også bevis for, at motion producerer et andet hormon, der kan forbedre hukommelsen og beskytte mod Alzheimers. Studiet er udført af professor Ottavio Arancio fra Columbia University og er præsenteret i tidsskriftet Nature Medicine.
ID 125523175 © Michal Bednarek | Dreamstime.com
For et par år siden lykkedes det at fastslå, at hormonet irisin udløses i forbindelse med motion.
Forskningen peger på, at irisin fremmer væksten af neuroner i hippocampus, der er forbundet med indlæring og hukommelse.
”Irisin kan altså muligvis forklare, hvorfor fysisk aktivitet styrker hukommelsen og lader til at have en beskyttende effekt mod hjernelidelser såsom Alzheimers,” siger Ottavio Arancio.
Først undersøgte professoren, om der kunne ses en sammenhæng mellem niveauet af irisin og forekomsten af Alzheimers.
Ved hjælp af vævsprøver kunne han fastslå, at der findes irisin i hippocampus og at der er mindre af hormonet hos personer med Alzheimers.
Dernæst lavede professoren forsøg på mus. Mus der fik ”slettet” deres irisin fra hippocampus fik dårligere hukommelse. Mus der fik mere irisin fik derimod bedre hukommelse.
Efter at have påvist, at irisin beskytter mod Alzheimers, undersøgte professoren, hvordan man kan få mere irisin i hippocampus. Det kan man ved hjælp af motion, fastslog han.
Ottavio Arancio fortæller: ”Irisin udgør altså en interessant og ny tilgang rettet mod at forebygge Alzheimers hos personer, der er i farezonen.”
Men ældre mennesker kan have vanskeligt ved at bevæge sig. ”Mange patienter med Alzheimers er handikappede på grund af aldersbetingede lidelser, for eksempel gigt eller hjertesygdomme, der holder dem fra at dyrke regelmæssig motion,” bemærker professoren.
Ottavio Arancio er derfor nu i gang med at udvikle medicin, der kan hjælpe Alzheimers patienter til at få mere irisin i hjernen.
”I mellemtiden vil jeg kraftigt opfordre alle, der har mulighed for det, til at motionere for at støtte deres hjernefunktion og samlede helbred.”