Mænd får også spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser kan også ramme mænd. Det er Asger Brodtkorb et eksempel på. Asger led af ortoreksi - hvor det at træne og spise sundt bliver en besættelse. 

Jeg hedder Asger og er sund og rask i dag. Men som 20-årig fik jeg konstateret en spise- eller træningsforstyrrelse. Jeg var ramt af den mindre kendte lidelse; ortoreksi. Det er ikke en officiel diagnose – og derfor kom jeg i behandling for anoreksi. 

Behandlingen af min sygdom var på flere måder en væsentlig anderledes oplevelse for mig end for mine kvindelige medpatienter. Jeg er dybt taknemlig for både mine medpatienters og behandleres fremragende støtte og hjælp. Men der er noget ved hele processen, som jeg gerne så forandret.

Jeg ved godt, at størstedelen af dem, der får en spiseforstyrrelse, er af hunkøn. Vi mænd er dog også udsatte og kan få brug for hjælp og behandling. Jeg må ærligt talt sige, at jeg hurtigt blev træt af at høre om, hvorfor min menstruation udeblev eller nogle af alle de andre symptomer, som underernærede kvinder får.

Tekster som ”Den spiseforstyrrede er ofte usikker, og hun føler, at hun kun har kontrol over vægten, som hun til gengæld med sikkerhed ved, at hun har magten over”, stod mig hurtigt ud af halsen. Det er et forældet syn, hvilket sundhedssektoren bliver nødt til at rette op på, hvis der skal være håb om, at flere drenge og mænd søger den behandling, de har brug for.

Hvad jeg altså prøver at sige er, at jeg savnede – hvis ikke tekster specifikt til mænd – så i det mindste tekster, der ikke omtalte mig som kvinde. Jeg er ikke nødvendigvis fan af betegnelsen ”hen”, men selv dét ville have gjort mig bedre tilpas. Én ting er, at stort set alle ens medpatienter er kvinder og ligeså med behandlere. Det er forståeligt nok, at de ikke for alvor kan sætte sig i en mands sted. Men idet tekster og fagbøger er henvendt til kvinder, bliver det svært som mand at føle sig 100 procent hjemme og velkommen i behandlingen.

Fordomme

I relation til spiseforstyrrelser er det sådan, at størstedelen af de ramte er piger og kvinder. Derfor er der den fordom – eller stereotyp – at det kun er piger og kvinder, der får spiseforstyrrelser. Drenge og mænd er ofte ikke med i overvejelserne. Derfor er det også de færreste af hankøn, der kan forestille sig selv med en spiseforstyrrelse, fordi de kort og godt ikke aner, at det er en mulighed.

Det første, som langt de fleste tænker, når de hører ordet spiseforstyrrelse, er udmagrede teenagepiger. Det er nemlig sådan, medierne fremstiller det. Men sandheden er, at man sagtens kan have et tip-top ydre og alligevel have de samme forstyrrede tanker om sundhed og træning, som den udmagrede pige på 14 år. Uanset, om man er mand, dreng, voksen kvinde eller noget helt fjerde.

Jeg mener, det er ufattelig trist, hvis man som mig skal slæbes gennem et årelangt helvede, før man ser virkeligheden i øjnene. Det er da også den primære grund til, at jeg har valgt at gå aktivt ind i kampen som foredragsholder mod netop disse stereotyper og fordomme. Om det så hedder ortoreksi, anoreksi eller hvilken betegnelse, vi sætter på.

ARTIKLEN ER SKREVET AF:

Asger Brodkorb og Therese Hansen 

DEL ARTIKEL