Børn og fuldtidsjob

Biomarkørerne for kronisk stress er 40 procent højere hos kvinder, der skal forsørge to børn, samtidig med et fuldtidsjob. Det viser forskning. 

Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Sociology. Professor Tarani Chandola fra University of Manchester, og et forskerteam fra Manchester og Essex, analyserede tal fra 6.025 personer. 

De fandt som sagt, at biomarkører, som stresshormoner og blodtryk, er højere hos fuldtidsarbejdende kvinder med to børn, end hos fuldtidsarbejdende kvinder uden børn. 

Studiet viser, at flekstid eller hjemmekontor ikke er løsningen på problemet. Ifølge studiet er det eneste, der for alvor virker, hvis man arbejder færre timer. 

”Fleksibelt arbejde har til hensigt at gøre det muligt for ansatte at opnå en bedre balance mellem arbejde og familieliv,” bemærker professoren.  

Kvinder med to børn har således omtrent det samme stressniveau som fuldtidsarbejdende kvinder uden børn, hvis kvinderne med de to børn arbejder deltid. 

Selvom studiet primært fokuserede på kvinderne, så viste de samme tendenser sig faktisk hos mændene. 

”Konflikt mellem arbejde og familie er forbundet med gnidninger, højere stressniveau og lavere velbefindende,” fortæller Tarani Chandola. ”Forældre med små børn er særligt i risiko for konflikt mellem arbejde og familie.” 

Et andet studie fastslår ligeledes, at arbejdsrelateret stress påvirker familien og børnene. Studiet undersøgte effekten, det har såvel fysisk som mentalt på børn, når forældrene er travle på arbejdet. 

Børnene i studiet skulle svare på udsagn som ”Mit helbred er værre nu end for et år siden” og ”Nogle gange føler jeg, at mit helbred hindrer mig i at gøre de ting, jeg gerne vil.” 

Psykolog Christiane Spitzmueller, University of Houston, er medforfatter på studiet. ”Helt overordnet så er forholdet sådan, at jo mere arbejdsmæssig stress, der er, desto større er sandsynligheden for en konflikt mellem arbejdsliv og familieliv. Altså, hvor du føler, at arbejdet påvirker din familie.” 

”Når forældre føler sig drænet for kræfter, så har de tendens til at falde ned på sofaen efter arbejde og ikke foretage sig noget aktivt, der kan give børnene en positiv adfærd.” 

Den positive adfærd, som man derfor risikerer, at barnet går glip af, er for eksempel at lave mad sammen, gå en tur sammen eller spille et spil sammen.

Hun peger på, at forældre, som kommer trætte hjem, har større tendens til at bestille en pizza eller at underholde børnene med TV eller iPad. 

Studiet er præsenteret i tidsskriftet Journal of Occupational Health Psychology.

DEL ARTIKEL