”Det går aldrig over”

Prins Joachim og Prinsesse Marie fortalte i forrige artikel om, da prinsen blev ramt af stroke og efterfølgende kom til behandling i Toulouse. Prins Joachim slap heldigt fra hændelsen, som rammer 12.000 danskere hvert år. Det sker, når de får stroke, som er betegnelsen for en blødning eller en blodprop i hjernen. De typiske tegn er pludselig nedsat kraft i en arm eller et ben, usammenhængende eller utydelig tale og svaghed i den ene side af ansigtet. 

I Prins Joachims tilfælde oplevede hans omgivelser usammenhængende tale, imens prinsen selv ikke oplevede noget, før omgivelserne gjorde ham opmærksom på det. ”Man må simpelthen ikke tro, at det bare er et ildebefindende. Man skylder sig selv og så sandelig også sine pårørende at tage det alvorligt,” konstaterer Prins Joachim, der gør det klart, at han har været helt usandsynligt heldig.

”Hvis man selv er i stand til det, så ring 1-1-2 eller kald på hjælp på en eller anden måde. Lad være med at tænke, at det kan rystes af eller soves væk.”

Skift i rollerne

Efter den vellykkede operation lå Prins Joachim på intensiv-afdelingen i fem dage. Derefter fulgte yderligere fem dages indlæggelse, inden han blev udskrevet og kunne se sine børn igen. ”Det var først, da jeg blev udskrevet, at jeg så andre end Marie. Altså at komme hjem og se børnene… Selvfølgelig ved jeg, at de er i de bedste hænder, men at kunne se dem, holde dem, røre dem. Ja, genkende og tale med dem. Hvis det var gået galt, så havde de fået en patient hjem på en båre – eller i værste fald skulle de for evigt tage på hospitalet for at besøge deres far, ikke sandt? Det held, den lykkelige omstændighed, at jeg stadig kunne holde om dem, røre ved dem, vise dem, at jeg var tilbage…” siger Prinsen og lader afslutningen af sin sætning hænge i luften.

Prinsesse Marie tilføjer: ”I forhold til hvordan vi havde det bagefter, så var det faktisk lidt tricky. Jeg var bange for at lade ham være alene. Jeg var bange for, at det skulle ske igen. For hvad hvis det skete, når han var alene? Det var ikke let. Og hver gang, jeg så på ham, gik billederne gennem mit hoved: Hele tiden så jeg billederne fra ulykken for mig. Det var hårdt,” fortæller Prinsesse Marie. 

Oveni dette var der også sket et skifte i parrets relationer: ”Normalt er Joachim den stærke viking, som aldrig, aldrig er syg. Men lige pludselig er den, der altid har været den stærkeste, det ikke mere. Nu var det faktisk mig, der skulle være den stærke. Det var mærkeligt, men også godt, fordi det er en del af det at være sammen. Man skal altid være der for hinanden,” forklarer hun og Prins Joachim supplerer: ”Det, at bytte rundt på rollerne, kan faktisk bringe noget positivt med sig.”

Tal om det

Prins Joachim har i dag ingen helbredsmæssige mén af ulykken. Han er godt i gang som forsvarsattaché i Paris, men parret taler ofte om situationen og gør sig mange tanker om, hvor heldige de var, selv om prinsens posttraumatiske fase har været langtrukken. 

”Jeg taler ikke om stress-symptomer eller den slags, men der er tanker, som hele tiden kommer tilbage. Der er ting fra barndommen, ungdommen og oplevelser, som kommer tilbage i et nyt skær, fordi det nu har bundfældet sig på en anden måde. Og så den der vished om at du ikke kan regne sandsynligheden ud for, hvor heldig jeg har været. Fra den opståede ulykke hvor Marie griber ind, over hvert led hele vejen igennem, indtil det kirurgiske indgreb, hvor vi lykkeligvis er tæt på nogle af de største specialister på lige præcis det her felt i Frankrig, hvis ikke hele verden. Alting har været en følge af gode, lykkelige omstændigheder. Alt er gået op i en højere enhed. Oplevelsen af at være omgivet af de helt rigtige personer i hver eneste fase af forløbet – oplevelsen af, jamen lad os bare sige det, som det er – svineheld. Alt det her er en del af den posttraumatiske oplevelse,” siger Prins Joachim. 

Parret har brugt hinanden, børnene og familien i deres mentale helingsproces. De understreger begge gang på gang vigtigheden af at have nogen at tale og dele sine tanker med, så man ikke ender med at stå helt alene. ”I mikromålestok kan der også være en vis form for terapi for Marie og jeg i at tale om den her dag og hele forløbet. Samtidig er det svært ikke at tænke på, hvad der kunne være sket. Jeg synes, at vi har lært, at det er forfærdeligt for den, der bliver ramt, men lige ved siden af står der nogen andre, som det er lige så frygteligt for. Det må man aldrig glemme,” siger Prins Joachim.