Prins Joachim: ”Jeg var ufattelig heldig”

Prins Joachim og Prinsesse Marie har talt med Hjernesagen om den blodprop, der ramte prinsen.

Prins Joachim er en af de 12.000 danskere, som hvert år får stroke, som er en betegnelse for en blødning eller en blodprop i hjernen. De typiske tegn på stroke er pludselig nedsat kraft i en arm eller et ben, usammenhængende eller utydelig tale og svaghed i den ene side af ansigtet. 

Vi bringer her Prins Joachim og Prinsesse Maries beretning til Hjernesagen om de første skæbnesvangre timer. 

”Jeg vidste med det samme, at der var noget alvorlig galt med hans hjerne. Jeg kunne se hans ansigtslammelse, det var forfærdeligt. Det er billeder, som for altid er i mit hoved,” fortæller Prinsesse Marie, hvortil Prins Joachim tilføjer: 

”Det påfaldende er, at jeg kan huske alt. Jeg har ingen smerter og jeg har ingen blackouts. Jeg kan huske, at jeg hører redningsbilen komme. De kommer op til mig, jeg bliver lagt på båre og spændt fast. De lægger måleinstrumenter og drop og taler hele tiden med mig. Vi kører med fuld fart ind til Cahors og den tur kender jeg som min egen bukselomme. Så mens jeg ligger dér, ved jeg lige nøjagtig, hvilken rute vi kører.”

Parret er afklarede med situationen i dag og fortæller begge levende om den aften, hvor de ankom til hospitalet i Cahors og hvor Prins Joachim omgående blev kørt ind til scanning. 

”Det kan jeg også huske,” siger Prins Joachim og fortæller videre: ”Det stod hurtigt klart for lægerne, at de ikke havde kapaciteten til at behandle mig i Cahors. De fortæller, at det er meget slemt og alvorligt og at jeg skal videre til akut operation hos specialisterne i Toulouse med det samme. På det her tidspunkt er klokken nok blevet 23-24 stykker om aftenen og jeg kører videre med ambulance mod Toulouse. Den rute kender jeg også ud og ind, men i løbet af de første måske 10 minutter døser jeg hen. Og så er jeg ude af billedet.” 

Tæt på tragedie

Prinsesse Marie fortæller, at det var forfærdeligt ikke at kunne være med, da ambulancen kører mod Toulouse.  

”Jeg havde ingen bil i Cahors, da jeg havde været med i ambulancen til Cahors. Derfor skulle jeg hurtigst muligt finde en bil, så jeg kunne køre efter. Samtidig sagde de til mig, at Joachims tilstand blev forværret. Da jeg spurgte dem om, hvad der var det værste, der kunne ske, ville de ikke tale for meget om det. Men de var meget bekymrede,” fortæller prinsessen. 

Det viser sig, at Prins Joachim har en kegleformet blodprop. Tre millimeter i diameter og 13 millimeter lang. Den sidder fire-fem centimeter efter halspulsårens første forgrening. Den har lukket for omkring halvdelen af blodtilførslen, men det er i virkeligheden held i uheld, at proppen er så stor. For det gør lægerne i stand til at få fat på den og trække den ud. 

”Det var så tæt på en tragedie, som kunne have ændret vores liv for evigt,” siger Prinsesse Marie og tilføjer: ”Vi er meget taknemmelige for at være sammen i dag og for at han kan smile og genkende mig.”

”Man bliver virkelig ked af det, fordi man kan se billederne af ulykken for sig igen og igen. Og man kan se en person, som er fuldstændig hjælpeløs og som ikke kan gøre noget. Jeg var bange for, at vi ville miste ham som person. Hans fysiske lammelse bekymrede mig meget mindre, og det, der var vigtigt, var at redde hans hjerne. Hans evne til at tale og tænke,” siger hun og tilføjer hurtigt: 

”Jeg vidste, at han ikke kunne reagere med det samme, men jeg måtte bare se ham. Så jeg gik ind til ham og var hos ham i to minutter. Han kan ikke huske det i dag, men jeg spurgte, om han kunne smile til mig – og da jeg så, at han kunne smile med begge sider af ansigtet, føltes det, som om jeg omsider kunne trække vejret igen.”

Imens alle disse tanker ryger gennem hovedet på Prinsesse Marie, fortæller Prins Joachim, at han slet ikke har en fornemmelse af tiden. ”Som Marie siger, kan jeg ikke huske den første gang, hun er inde hos mig. Men da jeg vågner ved middagstid næste dag, står Marie lige ved siden af – det kan jeg huske. Det var et meget specielt øjeblik, for selvom jeg ikke helt havde forstået, hvad der var fat, så var jeg godt klar over, at jeg havde bevæget mig på en knivsæg. Det første jeg sagde til hende var: Du har reddet mit liv! Jeg var ufatteligt heldig.”

Fakta om stroke

I dag er stroke (blødning eller blodprop i hjernen) den 4. hyppigste dødsårsag i Danmark. Det er den hyppigste årsag til, at voksne får et handicap. Stroke kan føre til alvorlige fysiske og mentale handicaps. Det positive er, at mange kan overleve stroke til et godt liv, hvis der gives behandling hurtigt. Hvert minut tæller. Jo hurtigere behandlingen startes efter de første tegn, desto bedre er resultatet. 

Det er vigtigt at kende de tre hyppigste symptomer på stroke og straks ringe 1-1-2, hvis du oplever et af dem. Med en simpel remse kan du finde frem til de fleste tilfælde af stroke:

Stræk. Hænger den ene arm?
Snak. Hænger ordene ikke sammen?
Smil. Hænger den ene mundvig?
Ring 1-1-2. 

Hjernesagen har med støtte fra TrygFonden etableret StrokeLinjen. Her kan alle få råd om forebyggelse og behandling af stroke. De kan også søge støtte og vejledning, hvis de er strokepatienter eller pårørende. StrokeLinjen har tlf. 34 10 20 30.

ARTIKLEN ER SKREVET AF:

Hjernesagen og Nils Sjøberg

DEL ARTIKEL