Kvinder og søvn
Kvinder i overgangsalderen har større risiko for søvnproblemer. Det fremgår af studier fra USA og Sydkorea. Der er derimod strid om, hvorvidt søvnproblemerne fortsætter efter overgangsalderen.
“Søvnforstyrrelser er det mest sædvanlige problem, som opleves hos kvinder i overgangsalderen,” forklarer Dr. Hyun-Young Park fra Sydkorea.
”Disse problemer kan for eksempel betyde, at det er sværere at falde i søvn, at man vågner op flere gange i løbet af natten eller at man vågner op tidligere end, man gerne ville.”
Dr. Hyun-Young Park anslår, at hormonelle ændringer er medvirkende til den forværrede søvn, men udelukker ikke, at andre faktorer også kan spille en rolle.
Studiet bestod af mere end 630 kvinder mellem 44 og 56 år, hvoraf 19 procent fik dårlig søvnkvalitet i overgangsalderen.
Selvom forskerne primært var interesseret i sammenhængen mellem søvn og overgangsalder, så viste det sig, at kvinderne generelt oplevede endnu dårligere søvn efter overgangsalderen. Det var således tæt på en tredjedel af kvinderne, der fortalte, at de havde dårlig søvn efter overgangsalderen.
Søvn og hedeture
Søvnproblemerne varierer ofte meget i overgangsalderen. Søvnproblemerne er dog oftest forbundet med hedeture og større risiko for depression, fremgår det af forskning fra University of Illinois.
“Dårlig søvn er et af de største problemer, som kvinder søger behandling for i forbindelse med overgangsalderen,” fremgår det af en artikel i tidsskriftet Sleep Medicine, maj 2018.
”Det er en stor byrde og kan forværre kvindens livskvalitet. Det er derfor vigtigt at finde frem til, hvad der ligger bag,” står der i artiklen.
Studiet fra Illinois bestod af data fra 776 kvinder mellem 45 og 54 år. Over en periode på syv år, gav kvinderne årlige blodprøver og forskerne fulgte deres søvnproblemer.
Et af de mest bemærkelsesværdige resultater i studiet er, at søvnproblemerne kan variere betydeligt over årene. ”Det er glædeligt for en kvinde, som ellers har oplevet problemer med søvnen, at den kan blive bedre efter overgangsalderen,” konstateres det i tidsskriftet.
Forskerne analyserede også andre symptomer, der forbindes med overgangsalderen. Dårlig søvn, hedeture og depression hænger ofte sammen.
I de perioder, hvor kvinden har hedeture og depression, er det således også mere forekommende, at hun har søvnproblemer.
På den baggrund anbefaler forskerne, at man ser på hedeture, depression og dårlig søvn som tre ting, der er stærkt forbundne. Det har betydning, når man forsøger at finde en løsning på et eller flere af problemerne.