10 minutter til stærkere hukommelse

10 minutter med mindfulness er faktisk nok til at få en positiv effekt. De 10 minutter kan nemlig forbedre, hvor godt du lærer og husker ord. 

”Flere studier har vist, at mindfulness fremmer de kognitive evner. Men der mangler forskning i, hvordan mindfulness kan påvirke den verbale læring og hukommelse,” mener lektor Adam Lueke. 

”Vi tænkte, at mindfulness kan fremme læring af ny verbal information ved at tillade, at oplysninger bedre kan absorberes i kodningsprocessen i hukommelsen.” 

Studiet bestod af 142 personer. En gruppe lyttede til en lydfil, der i 10 minutter introducerede dem til mindfulness. Den anden gruppe lyttede til en beskrivelse af den engelske natur. 

Deltagere, der lyttede til de 10 minutter om mindfulness, blev bedre til at komme i tanke om ord, de havde lært for nyligt. ”Mindfulness kan altså forbedre din evne til at lære ny verbal information. Det meste information vi skal bruge i skolen, på jobbet og i sociale situationer er af verbal natur,” bemærker Adam Lueke. 

”Mindfulness kan således bidrage til, at man kan studere mere effektivt eller at man kan bevare og anvende vigtig information på jobbet. Det hjælper dig endda med noget så simpelt som at huske en persons navn eller en historie. Mindfulness kan altså forbedre livet på snesevis af måder, der relaterer sig til hukommelse og læring.” 

”Evnen til at lære ny information og huske den senere er en vital proces, der giver os mulighed for at interagere med verden og folk omkring os. Så det at mindfulness kan hjælpe efter blot 10 minutter, det er et vigtigt fund. Det er noget, som folk kan bruge i deres hverdag,” afslutter Adam Lueke.

Det kan du gøre

”Står du foran en test? En præsentation på jobbet? Eller skal du møde nogle mennesker og vil gerne kunne huske deres navne eller noget om dem? Der er mange situationer, hvor det kan hjælpe dig at bruge lidt tid på mindfulness for at opnå dine mål,” siger forsker Adam Lueke. 

Adam Lueke er ansat ved Ball State University. Studiet blev bragt i tidsskriftet Memory & Cognition. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed. 

DEL ARTIKEL