Styr på abe-sindet
San Francisco State University har sammenlignet meditationsteknikker for at se, hvilke der virker bedst med sigte på at undgå forstyrrende tanker.
Der forekommer ofte forstyrrende tanker under forsøg på meditation. Det er så hyppigt forekommende, at det har fået sin egen betegnelse ”monkey mind”, fordi hjernen ikke kan holde sig i ro.
”Ironisk nok så foreslår studiet fra San Francisco State University, at den bedste måde man kan få ro på sit abesind er ved at lave noget støj,” fortæller universitetet på sin hjemmeside.
Professor Erik Peper forklarer: ”Det meste meditation foregår ved en tilgang, der primært er tankebaseret. Men for nogle mennesker kan det virke overvældende.”
”Studiet peger på, at folk, der laver lange og vedvarende lyde som en form for meditation, har betydeligt færre forstyrrende tanker end dem, der praktiserer mindfulness.”
“Toning (altså det at lave lydende) er et godt alternativ til meditation, fordi lyden vibrerer i kroppen og blokerer forstyrrende tanker,” siger professoren.
Han sammenligner med vrede: ”Tænk på en situation, hvor du er vred. Hvis du fortæller dig selv, at du skal holde op med at være vred, så virker det ofte modsat. For dine tanker vil nu fokusere på, hvor vred du er. Men hvis du kan fokusere på noget andet end dine tanker og følelser, så kan vreden forsvinde.”
”Mindfulness er steget i popularitet, og det har medført den misforståelse, at mindfulness er den eneste tilgang til meditation. Toning er et hurtigt og stærkt redskab, der enten kan bruges som alternativ til mindfulness eller sammen med mindfulness for at opnå maksimal effekt,” slutter Erik Peper. Studiet er offentliggjort i tidsskriftet NeuroRegulation.