Smerten er vores drivkraft

De har begge haft psykisk sygdom tæt inde på livet. Hun som anoreksi-ramt og misbruger af alkohol og stoffer. Han som far til datteren Signe, der havde en skizofrenidiagnose og tog sit eget liv som 24-årig. Men det har ikke væltet dem omkuld, for det gælder om at bruge sit liv til noget konstruktivt og positivt, siger Mathilde Falch og Poul Nyrup Rasmussen.

Mathilde er vokset op i Kalvehave på Sydsjælland som den yngste af tre søstre i et hjem fuld af kærlighed, men samtidig med en slægtshistorie præget af psykisk sårbarhed og misbrug. 

”Jeg har altid været det, man nok ville betegne som urolig, rastløs, fræk, et krudt-i-røven-barn, men også glad. Jeg var draget af vildskab, stak ofte af fra børnehaven og kaldte mig selv ’tolv-ager’ som 12-årig, fordi jeg ikke kunne blive teenager hurtigt nok. Anoreksien kom snigende, da jeg var teenager. Men da den først var brudt ud, kom den hurtigt til at fylde meget og glæden blev ædt op. Jo mere den anorektiske kraft begyndte at tage over, desto mere åd den al anden tanke-kapacitet.”

“Jeg mistede lysten til det, der ellers giver identitet og glæde; mine venner, min familie, min musik. Jeg stoppede med at gøre alt det, jeg kunne lide, så der til sidst kun var det destruktive tilbage,” fortæller Mathilde.

Hun gik på efterskole i 9. klasse og var glad for det, fortæller hun. Det var i gymnasiet, anoreksien tog fart. Men det var ikke krav og forventninger om høje karakterer, som var grunden til hendes selvskadende adfærd.

”Jo flere, jeg møder og taler med, desto sværere bliver det at sætte psykiske sygdomme og sårbarhed i bås. Der bliver tit tegnet et billede af en helt tynd pige, som kigger sig selv i et spejl og ser et større spejlbillede. Sådan har jeg aldrig set mig selv. Jeg vidste absolut godt, at jeg var ved at dø af sult. For mig er det vigtigt ikke at være med til at male billedet af, at det kun er de såkaldte 12-talspiger, som føler sig pressede. For psykisk sårbarhed har ikke nødvendigvis noget med ydre omstændigheder at gøre. Det var inde i mig, der voksede noget, som var destruktivt.”

Som 17-årig havde Mathilde givet op. Hun var døden nær af sult, indlagt og sengeliggende i et halvt år på en lukket psykiatrisk afdeling. ”Jeg vil gerne sætte fokus på, hvordan vi som samfund ser på det psykisk sårbare menneske. For vi har heldigvis masser af chancer i livet. Da jeg var indlagt, hørte jeg personalet omtale mig som anoreksi-pigen. Sygdommen bliver så meget ens identitet. Som om man ikke er andet. Så når man kommer ud efter en indlæggelse, er man stadig anoreksi-pigen. Hvordan hjælper vi i stedet med at bygge patienters identitet op, så vi ikke bare bliver vores diagnose?”

Poul har et motto, der siger: Fordi du har tabt en gang, er du ikke fortabt. “Det centrale er, at alle mennesker, også psykisk sårbare, kan få et bedre liv under de rigtige omstændigheder,” siger han.

”Det er vigtigt, at hver eneste hårdt ramte unge pige eller dreng, der føler, at ingen gider have noget med dem at gøre, forstår at, jo, det er der. Vi skal indgyde håb, fordi håbet er livseliksir for alle sårbare. Det du slås med, din diagnose og følelsen af ikke at slå til, er en overfrakke, du kan krænge af og hænge på knagen. Indenunder findes DU og du kan få et godt liv. Og husk, at hvert eneste menneske dur, og du er ikke alene, men en del af et fællesskab. Det er essensen i det, vi skal formidle – og vi skal hjælpe så tidligt som overhovedet muligt. 75 procent af alle psykiske lidelser begynder i ungdommen,” siger Poul og fortsætter:

”Tag bare min egen historie. I folkeskolen var jeg en meget urolig dreng, sloges næsten altid, et DAMP-barn ville man sikkert kalde mig i dag. Indtil en gammel, erfaren lærer tog fat i mig – heldigvis ret tidligt – og fik lært mig matematik over i sløjdlokalet. Jeg fik ros og så gik det fremad. Så min barndom er også historien om, at hvis du møder de rigtige mennesker på et tidligt tidspunkt, som forstår dig, så kan du godt blive statsminister,” siger Poul med et glimt i øjet.

Mathilde og hendes forældre havde længe bedt om hjælp, da hun var syg. Først da hun var til kontrolvejning og hendes læge sagde til dem, at hun måske ikke ville overleve dagen ud, så blev hun indlagt. ”Det blev min adgangsbillet til psykiatrien, efter vi havde kæmpet for en plads i månedsvis,” fortæller hun. ”Så jeg blev indlagt med en somatisk tilstand på en psykiatrisk afdeling. På den måde er anoreksi en af de ’heldige’ sygdomme, fordi den bliver fysisk, men det er en ’luksus’ ikke alle psykiske sygdomme har.”

Poul bemærker, at Mathildes historie viser, at vi som samfund hjælper for sent. ”Det er afgørende, at vi har en god psykiatri og der er mange, som gør deres allerbedste. Men vi kan ikke sidde og vente på, at man bliver syg nok til at få hjælp. Oven i købet en hjælp, der ikke er tilstrækkelig. Psykiatrien skal forbedres indefra. Men den kan ikke stå alene. Vi skal gribe de unge sårbare i tide, før indlæggelse bliver sidste og eneste udvej.”

Både Mathilde og Poul er ambassadører for Landsforeningen Sind. Poul står desuden bag organisationen Det Sociale Netværk/Headspace Danmark. Det er et gratis og anonymt rådgivningstilbud til unge, hvor både ansatte og et stort korps af uddannede frivillige sætter ind med en forebyggende indsats i form af samtaler og hjælp af mere praktisk karakter. Vel at mærke hjælp her og nu, uden ventetid.

”Tænk hvis vi som samfund havde kunnet hjælpe Mathilde tidligere, så hun ikke skulle helt ud på overlevelseskanten, før systemet var i stand til at tage imod hende,” siger Poul. Det Sociale Netværk/Headspace gør det, som de kommunale og statslige institutioner ikke kan eller har ressourcer til.

”Vi lytter og tager alle de samtaler, de unge har behov for. Vi har al den tid, der skal til. Vi siger: Velkommen, hvordan kan vi hjælpe dig? De unge skal ikke oplyse personnummer, og de er ikke tvunget til at spille en rolle, som mange unge føler, de skal i andre sammenhænge. De skal ikke huske at sige de rigtige ting, som de ofte skal over for læreren, socialrådgiveren og lægen eller forældrene. I Headspace kan de være sig selv på deres betingelser og præmisser. Her går de unge aldrig forgæves, men finder nogen at tale med, i gensidig tillid. Det er afgørende for at kunne hjælpe folk.”

Mere end 53.000 unge har været gennem Headspace og 90 procent siger, de er blevet hjulpet, fortæller Poul og tilføjer, at i børne- og ungdomspsykiatrien er det kun 25 procent, der føler sig hjulpet efter kontakten til det etablerede system.

Lidelsen og lyset

Flere og flere unge går rundt med en eller anden form for psykisk mistrivsel. Børn og unge, der bliver diagnosticeret med angst eller depression, er tredoblet inden for de seneste 10 år. En tredjedel af landets gymnasieelever har været selvskadende på et tidspunkt i deres liv og det går alt i alt den forkerte vej ifølge Poul.

”Mathilde er en af de afgørende skikkelser i arbejdet med psykisk sårbare, fordi hun kender sårbarheden indefra. Hun kan dermed give en fortælling, som næsten per definition vækker genklang hos de kvinder og piger, der også er ramt af spiseforstyrrelser,” siger han.

”Der er kommet flere og flere med psykisk sårbarhed. Derfor er det fantastisk, at Mathilde kan fortælle om lidelsen, men også om lyset. Hvordan man kommer igennem. Spiseforstyrrelse er en af de alvorligste psykiske lidelser, man kan have. Og jeg kan meget vel forstå det, Mathilde fortæller om sine oplevelser i psykiatrien. Det er altså ikke godt nok. Vi har bevæget os fra et omsorgssamfund til et behandlersamfund, hvor du skal være virkelig syg, før du bliver indlagt,” siger Poul.

”Jeg ser den psykiatriske afdeling som et sted, hvor jeg fysisk blev holdt i live,” fortæller Mathilde. ”Den afdeling, jeg var på, tilbød desværre en meget lidt livsskabende behandling. Jeg blev tvangsfodret med sonde, hvilket var ekstremt ubehageligt og noget jeg stadigvæk godt kan have mareridt over om natten, fordi det blev så voldsomt. Men det var samtidig det, der gjorde, at jeg blev holdt i live. For jeg havde opgivet. Jeg ville ikke leve mere. Så afdelingen var et sted, hvor jeg blev holdt kunstigt i live, og det er jeg jo taknemlig for i dag. Jeg er rigtig glad for at være her. Grunden til jeg bliver ved med at tale så meget om det er jo, fordi psykiatriske afdelinger har meget mere potentiale end bare at være et sted, man bliver opbevaret.”

Poul er enig: ”Ja, netop, der er et potentiale på de psykiatriske afdelinger for nytænkning og nye aktiviteter. I dag kan du få lov til at sidde på dit værelse i ungdomspsykiatrien og så sker der faktisk ikke ret meget mere, udover du bliver kaldt på, når du skal spise. Hvis du ikke selv kan eller vil, bliver du tvunget til det. Med andre ord, man har ikke kræfter og ressourcer til at finde ud af, hvorfor Mathilde har spiseforstyrrelse. Man lærer hende at overleve, resten må Mathilde selv finde ud af, for der er ikke tid og ressourcer til mere.”

Mathilde fortæller, at der var et par sygeplejersker på afdelingen, som var fantastiske og skabte noget håb for hende. Hun håber, at man i psykiatrien får et større fokus på det uvurderlige, som kommer ud af anerkendende menneskelig kontakt. At patienterne bliver mødt af mennesker, som ser dem og vil dem.

Efter sin indlæggelse flyttede hun for sig selv i en lejlighed i Vordingborg, hvor hun forskansede sig med en guitar og et keyboard. ”Jeg var lige fyldt 18 og havde mulighed for at udskrive mig selv, så længe jeg ikke var til fare for mig selv eller andre. Så det gjorde jeg. Jeg havde fundet ud af, at når jeg skrev og spillede musik, kunne jeg ind imellem få de her destruktive impulser til at dæmpe sig, og jeg havde i hvert fald følelsen af, at jeg kunne kontrollere dem. Så det var et redskab for mig. Jeg skrev og spillede alle vågne minutter. Det var min vej tilbage til livet, til håbet og til troen på livet. Jeg havde brug for at være alene i den proces, men det må have været forfærdeligt for mine pårørende i den situation, at jeg bare havde brug for at være mig selv.”

Mathildes alkohol- og stofmisbrug begyndte, efter hun var blevet udskrevet. I dag har hun helt lagt rusmidlerne på hylden. ”Jo længere væk jeg kommer fra min tid med anoreksi og misbrug, desto mere ser jeg det som noget, jeg skulle tøjle og leve med. I bund og grund en drivkraft, som jeg skulle lære at bruge konstruktivt. Jeg fik en følelse af, at ligesom jeg kunne sulte mig selv næsten ihjel, så kunne jeg lære at bruge den stærke vilje konstruktivt og virkelig udrette noget med den. Det er også det, jeg vil prøve at give videre. Det kræver rigtig meget at være syg. Jeg har en 3-årig søn, der elsker superhelte, og jeg har tit tænkt, at hvis vi kan lære at bruge vores destruktive kræfter som konstruktive superheltekræfter i stedet, så kan vi udrette meget. Alle superhelte har skullet lære at tøjle deres kræfter og bruge dem til noget meningsfyldt.”

I dag har Mathilde flere musik-albums bag sig, og hendes tekster handler blandt andet om det at være psykisk sårbar. Det er noget, hun mærker, vækker genklang hos store dele af publikum. ”Jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne finde ud af at være ung, men at jeg måske kunne blive god til at være voksen. Og det synes jeg, jeg er. Jeg siger til de unge, jeg møder, som har det svært, at måske kan de blive gode til at være voksne. At det ikke er så definitivt, at du er syg og så punktum.”

En lukket dør

Kort tid inden Mathilde blev indlagt, fik hun et angstanfald i en historietime i skolen. Hun kunne rigtig godt lide sin historielærer, der godt kunne se, at Mathilde var syg. Så i frikvarteret opsøgte hun læreren og fortalte, at hun havde det rigtig dårligt og ikke vidste, hvad hun skulle gøre. 

Læreren kiggede på hende og sagde, at det kunne hun ikke forholde sig til, vendte sig om og lukkede døren foran Mathilde. Hun fortæller ikke dette for at pege fingre ad hverken den pågældende lærer eller ad lærere generelt. Hun vil bare gerne tale om den berøringsangst, hun oplever, mange har, når de møder medmennesker, som har det psykisk dårligt og behøver hjælp. ”Vi er overalt. Alle kender en eller har en i egen familie, der er psykisk sårbar. Så det er så ærgerligt, at det stadig er noget, vi er bange for at tale om.”

Mathilde og Poul er enige om, at det ikke burde være sådan, især med tanke på at halvdelen af alle familier har været i direkte eller indirekte berøring med det psykiatriske system. ”Jeg synes, vi i det danske samfund stadig har meget svært ved at diskutere det, der ikke kan måles, vejes og ses,” bemærker Poul.

”Vi har vel en fælles drøm, Mathilde og jeg, om at være en håndsrækning til alle de stressede lærere på grundskolerne og ungdomsuddannelserne. Hvis en elev kommer til en lærer med sine problemer, er der jo stor forskel på, om læreren afviser eleven, fordi hun eller han har travlt og ikke kan overskue at hjælpe og måske har en berøringsangst i forhold til at tale om de svære ting, eller om læreren siger: Okay, Har du prøvet Headspace?”

”Vi er i Headspace i gang med at bygge et civilt samfund op som en ’god ven’ til velfærdsstaten. Ikke som en konkurrent, men som en håndsrækning til blandt andet kommunerne. Vi kan nå at få fat i de unge, der ellers går længe under radaren, inden de ender med at henvende sig på socialkontoret eller i det psykiatriske system,” fortæller Poul.

Mathilde mener, det har været et helt forkert sted at spare, da man fjernede skolepsykologerne på grundskolerne. ”For mig er der ikke noget, som giver mere mening, end at der var en person på skolerne, som eleverne kunne opsøge og som for eksempel kunne fortælle om Headspace. Til sammenligning kostede min sondemad 700 kroner pr. pose og dem fik jeg seks af om dagen i et halvt år. Derudover kommer udgifter til sengepladser, personale og så videre. Tænk hvor mange penge vi i stedet kunne bruge præventivt. Vi sparer som samfund tit de forkerte steder.”

Poul fortæller, at den økonomiske organisation OECD har opgjort, hvor meget verdens lande bruger på det psykiatriske område. Danmark bruger fem procent af bruttonationalproduktet, svarende til omkring 110 milliarder årligt på psykiske sygdomme, hvilket svarer til en fjerdedel af landets sundhedsudgifter.

Omsorg og fællesskab

Ifølge Poul findes der mere end 450 diagnoser inden for psykisk sygdom og det er vigtigt, vi ser psykisk sårbare som vidt forskellige mennesker og ikke en homogen gruppe. ”Vi trænger til en gennemgribende nytænkning inden for psykiatrien. Der er brug for, at vi fylder dagen for de indlagte og ikke bare bruger de psykiatriske afdelinger til opbevaring.”

Poul mener, at der bliver uddannet for få psykiatere. Området er simpelthen for lidt attraktivt for de nyuddannede speciallæger. Men det vil både han og Mathilde gerne være med til at gøre noget ved.

Som eksempel fortæller han om et gruppeforløb, som den internationalt anerkendte professor og speciallæge i psykiatri Merete Nordentoft har udviklet til skizofreniramte. ”Det viser sig, at når omsorgen og fællesskabet kommer i spil, og man opdager, at man ikke er alene med sin kamp mod de indre dæmoner og at der er andre, som har det ligeså, så er man i stand til at sikre psykisk sårbare, der lider af selv den barske sygdom skizofreni næsten fuldstændig helbredelse. Eller i hvert fald hjælpe dem til at leve et trygt liv. Så både Mathilde og jeg vil gerne fortælle, at noget af det dyrebareste, du kan beskæftige dig med, er andre mennesker,” siger Poul, mens Mathilde nikker og tilføjer:

”Det er så givende at være i stand til at puste liv i den flamme i øjnene hos mennesker, hvor den ellers var ved at slukkes. Eller at tænde liv i flammen hos nogle, der måske endda har fået at vide, at deres flamme ikke kan blive tændt.”

De er enige om, at vi skal have brudt tabuet om psykiske lidelser og at psykisk sårbarhed er mere udbredt, end vi måske går og tror. Poul kommer i tanke om dengang, skønhedskongen Ole Henriksen inviterede ham til at deltage ved et velgørenhedsarrangement, hvor den tidligere statsminister blev placeret lige ved siden af catwalken til et modeshow.

”Jeg blev placeret ved et bord, hvor alle de perfekte kvinder og mænd sad. De var virkelig shinet op og jeg var ikke i tvivl om, at her var de smukkeste og mest perfekte mennesker på denne jord. Men da vi havde siddet der i 20 minutter, var der en, der sagde: Kan du ikke hjælpe mig med min bror? Og inden der var gået en halv time, viste det sig, at halvdelen af de perfekte enten havde et menneske i deres familie eller omgangskreds, som havde det dårligt.”

Poul havde været statsminister i syv måneder, da han under en rejse til Grønland fik den tragiske besked om, at hans datter, Signe, havde taget sit eget liv. Han overvejede at trække stikket og sørge i fred. Han er dog sikker på, at det var i hendes ånd, at han i stedet tog valget om at bruge sin sorg og smerte til at hjælpe andre.

”Det er vigtigt, at unge og vi alle sammen forstår, at livet ikke er en perlekæde af lyse øjeblikke. Der er jo nogen ind i mellem, som er mørke, for ellers er det jo ikke livet, vel? Som en præst engang sagde til mig: Vil du have glæden, må du tage sorgen med. Og det siger jeg faktisk også. Livet er fyldt med dyrebare øjeblikke. Når man har mistet næsten alt, bliver de øjeblikke meget intense og du bliver bedre til at opdage dem og endnu bedre til at dele dem med andre. Livet har givet mig mange glæder ved siden af mit store tab. Blandt andet det at kunne hjælpe andre mennesker har været en stor oplevelse. Det er også det, der giver mening. Jeg tror mange unge i dag vælter omkuld, når de møder nedtur og sorg første gang. Så skal de hjælpes på benene igen.”

Poul var Danmarks øverste chef i otte år. Han har siddet i Europaparlamentet og været en central drivkraft i opbygningen af Headspace, som i dag har rådgivningscentre i 25 byer over hele landet. Hans drøm er, at alle kommuner skal have et Headspace-center og det arbejder han på sammen med sine kolleger i Det Sociale Netværk, som blandt andet også holder Psykiatritopmøder og samarbejder med fodboldklubber for at forebygge ensomhed og mistrivsel i projektet ‘Brug Bolden’.

Mathilde er blevet god til at være voksen, hvilket blandt andet indbefatter at holde sig ædru og at leve med en ADHD-diagnose. Desuden har hun sit store musikalske talent og skriver sangtekster, der rører og bevæger lytteren. Og det er, som kranføreren i skikkelse af Otto Brandenburg siger til Gummi Tarzan i slutscenen på den ikoniske børnefilm fra 1981: Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er.