Socialt liv vitalt for vores eksistens
Det er kendt, at ensomhed har effekt på det mentale helbred. Men et nyere studie understreger, at ensomhed også skader det fysiske helbred. Effekten på helbredet kan forkorte livet.
ID 625428 © Luckynick | Dreamstime.com
Det er konklusionen efter, at forskere har analyseret en række studier om hvilken effekt, social isolation har på helbredet. Allerede inden corona var der mange, som led af ensomhed. Spørgsmålet er blevet endnu mere centralt, efter den lange tid vi har været igennem med underskud på socialt liv.
”Social isolation kan med stor sikkerhed forudsige risikoen for dødsfald. Utilstrækkelig social stimulering påvirker tankevirksomheden og hukommelsen. Ensomhed påvirker hjernens substanser, forbindelser og funktion,” siger lektor Danilo Bzdok.
”Ensomhed påvirker immunsystemet, gør os mindre modstandsdygtige over for sygdom og infektioner. Så hvis man føler sig ensom, kan det resultere i et meget ringe immunforsvar. Mennesker er sociale væsener. Og sociale væsener har det svært, når de er tvunget til at leve i isolation. Uanset vores alder så er relationer afgørende for vores overlevelse,” pointerer Danilo Bzdok.
Socialt liv er afgørende for vores fysiske og mentale helbred. Overvej om du får dækket dine sociale behov eller om du kan få mere social kontakt.
Danilo Bzdok er ansat ved McGill University. Studiet blev bragt i tidsskriftet Trends in Cognitive Sciences. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed.