Ha’ mål i livet

Et nyere studie fastslår, at det er sundt at have et klart mål i livet. Når man har en mening i livet, er der mindre risiko for tidlig død. Det fastslår et studie offentliggjort i JAMA Network Open.

ID 75002973 © Jakub Jirsak | Dreamstime.com

Studiet omfatter næsten 7.000 personer. Det bruger et spørgeskema, som forholder sig til, om den spurgte har fundet en mening i sit liv.

“Studiet indikerer, at en tydeligere mening i livet er forbundet med lavere dødelighed. Det kan med andre ord have helbredsmæssige fordele at være bevidst om et formål i livet,” siger Aliya Alimujiang, University of Michigan. 

Studiet ligger i forlængelse af flere andre, som ligeledes fastslår, at man lever længere, hvis man oplever, at ens liv har mening. Disse studier fastslår desuden, at det ikke blot betyder, at man lever længere, men at det også giver øget livskvalitet.

Meningen med livet kan defineres sådan: ”En stabil og overordnet intention om at opnå noget, der er meningsfuldt for både personen selv og af betydning for verden uden om en selv.”

Definitionen består af tre elementer: 

  1. En mening med livet er større end blot de praktiske opgaver i hverdagen. At få aftensmad eller at køre på arbejde er for eksempel ikke tilstrækkeligt.
  2. Det har en ekstern dimension, der involverer noget større end dig selv. 
  3. Det skal være noget, der kræver udvikling og gennemførelse. 

Studierne viser, at det er sundt at have mål i livet, uanset om man faktisk gennemfører dem. Det er altså processen, der er afgørende, og ikke om man faktisk kommer i mål. 

Der er ingen grænser for, hvad dit mål kan være. Det kan for eksempel være forbundet med arbejde, frivilligt arbejde eller i sociale relationer.

DEL ARTIKEL