Musik bringer minderne frem
Musik kan vække vores dybeste minder og følelser til live. Det giver bedre livskvalitet for mennesker med demens.
ID 423490522 | Music Senior © Seventyfourimages | Dreamstime.com
Professor Felicity Baker undersøger, hvordan musik og sang kan bruges til at hjælpe mennesker med demens.
”Hvis man behandler demens med medicin, kan det faktisk gøre folk mere konfuse,” siger hun. ”Vi må være kreative og finde måder, der hjælper mennesker med demens og tager hånd om symptomer som vrede og depression.”
Hun har udviklet et program for demensramte og deres pårørende. De demensramte arbejder sammen i små grupper om at skrive sange. De skriver om forskellige oplevelser. De overvejer og diskuterer sangene.
Selv demensramte, der generelt har svært ved at kommunikere, kan tale om sangene. ”Gennem musikken engagerer de sig på en måde, der ikke er muligt for dem ved andre aktiviteter,” konstaterer professoren.
”De giver udtryk for deres ideer og perspektiver. De er glade for at tale med hinanden om sangteksterne.”
Professoren er mest overrasket over, at demensramte faktisk kan huske den musik, de skriver. ”Der er sådan en tanke om, at folk med demens ikke kan lære og at de bare mister hukommelsen. Men det vi ser er, at de faktisk kan huske sangtekster fra uge til uge.”
Professoren forklarer, at musik engagerer alle dele af hjernen. ”Når vi tager del i nogle aktiviteter, så er der bestemte netværk i hjernen, som aktiveres. Men når vi lytter til musik, så aktiverer vi faktisk et bredt udsnit af netværk.”
Det gælder endnu mere, når vi ikke blot lytter til musik – men aktivt arbejder med musik. For eksempel ved at skrive sange, diskutere musik eller synge.
”Når vi skriver sange, rører vi ved vores følelser. Teorien er, at når man kombinerer musik og sangtekst med en følelsesmæssig oplevelse, så kan man nå dybt ind i hukommelsen. Det hjælper både demensramte og andre mennesker,” afslutter hun.
Felicity Baker er ansat ved University of Melbourne. Teksten her er baseret på artiklen ”Clearing the fog of dementia with song” bragt på pursuit.unimelb.edu.au. En hjemmeside, der bestyres af University of Melbourne.