Spiritualitet påvirker hjernen positivt

Spiritualitet har indflydelse på hjernens dopamin- og serotonin-niveauer. Spiritualitet forbedrer det mentale og fysiske velvære ved at nedsætte tilbage-pumpningen af dopamin og serotonin.

”Vores hjerne består af milliarder af nerveceller. Det at vi kan tænke, tale og føle, er et resultat af et gigantisk antal elektriske og kemiske processer inde i vores hjerne,” forklarer Poul Videbech, der er professor og overlæge ved Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning i Glostrup.

Alle nerveceller er isoleret fra hinanden og nervesignaler kræver kommunikation mellem nervecellerne. Det sker ved hjælp af neurotransmittere for eksempel dopamin og serotonin.

Hjernen har pumper, som genoptager overflødige mængder dopamin og serotonin. Personer med depression får tilbagepumpet for meget neurotransmitter. 

Spiritualitet reducerer tilbagepumpningen af dopamin og serotonin. Effekten af spiritualitet minder om effekten af lykkepiller.

Dopamin stimulerer blandt andet hukommelse, lykke, appetitkontrol og bevægelse. Det er en del af hjernens belønningssystem.

Serotonin stimulerer følelsen af velvære, mæthed og lykke. Det skaber selvværd og modvirker depression og bekymringer. Hjernen har også en lang række andre neurotransmittere med andre virkninger.

Symptomerne på et for lavt dopamin-niveau er blandt andet følelsen af sorg, ærgrelse, depression og nedtrykthed. Symptomerne på et for højt dopaminniveau er blandt andet følelsen af at hige efter noget, overdreven entusiasme og aggression.

Dopamin bliver dannet ud fra aminosyrerne fenylalanin og tyrosin. Der er mange gode kilder til fenylalanin og tyrosin blandt andet æbler, rødbeder, mandler, yoghurt og makrel. Niveauet af fenylalanin falder ved indtagelse af kaffe og energidrikke.

Symptomerne på et for lavt serotonin-niveau er blandt andet følelsen af skam, tristhed, tvangstanker og irritation. Symptomerne på et for højt serotoninniveau er blandt andet følelsen af angst, frygt og lavt selvværd.

Serotonin bliver dannet ud fra aminosyren tryptofan. Der er mange gode kilder til tryptofan blandt andet hvidkål, linser, cashewnødder og æg. Sollys og udendørsaktiviteter fører til mere serotonin. Derimod modvirker kaffe, energidrikke og alkohol dannelsen af serotonin. 

Serotonin bliver omdannet til melatonin, som er et søvnhormon. Det betyder, at jo mere serotonin, der bliver dannet i løbet af dagen, jo bedre er chancen for at sove godt om natten. Du kan læse meget mere om søvn i tidligere udgaver af magasinet. 

Kliniske undersøgelser antyder, at kronisk høje niveauer af stresshormonet cortisol kan føre til depression. ”Meget forenklet kan man sige, at langvarig stress udmatter serotoninsystemet, og måske er det en af mekanismerne bag sammenhængen mellem stress og depression,” understreger overlæge Poul Videbech.

Spiritualitet har en positiv effekt på balancen mellem dopamin, serotonin, stress og depression.

ARTIKLEN ER SKREVET AF:

Anette Simonsen

DEL ARTIKEL