Spiritualitet i livskrise

Professor Kenneth Pargament er en af verdens førende forskere i, hvordan vores forhold til spiritualitet påvirker vores helbred. 

Hans forskning drejer sig om, hvordan religion og spiritualitet kan bruges aktivt i vanskelige situationer. Han er især kendt for sine teorier om ’religious coping’. Det drejer sig om, hvordan man bruger spiritualitet til at håndtere svære livssituationer. Han har skrevet flere bøger og stribevis af videnskabelige artikler.

Professoren forklarer, at hans teorier både gælder religion og spiritualitet. Han mener nemlig, at de to begreber overlapper hinanden og at de i mange tilfælde ikke kan holdes tydeligt adskilt. 

I resten af artiklen bruges primært ordet spiritualitet. Spiritualitet knytter sig ifølge Pargament til en række sunde værdier som tilgivelse, accept, taknemmelighed, håb og kærlighed.

Tre tilgange

”Det kan variere, om spiritualitet og religion er godt for dit helbred,” indleder professoren. ”Er spiritualitet godt for dit helbred? Ja, det er jo ligesom at spørge, om medicin er godt for dig. Det afhænger jo af, hvilken medicin, der er tale om. Det er tydeligt, at nogle former for religiøs udfoldelse kan være virkelig sundt, mens andre kan være destruktive.”

Professoren har identificeret tre tilgange og har udviklet modellen RCOPE, som hjælper til at identificere de tre. RCOPE regnes for det mest detaljerede og omfattende værktøj af dens slags. 

Når en person griber til religion eller spiritualitet i en svær situation, så foregår det ifølge teorien på én af de tre måder. De kaldes ’collaborative’, ’self-directed’ og ’deferring’. 

Hvis man håndterer situationen på den måde, der kaldes ‘collaborative’, så indebærer det, at man tror på, at man selv må tage ansvar for situationen og gøre det sammen med de højere magter. 

Det kaldes ’self-directed’, når en person tror på, at de højere magter har givet ham/hende fri vilje og kræfter til selv at klare situationen på egen hånd.  

’Deferring’ betyder, at personen fuldstændig overlader det til de højere magter at løse problemerne. Personen undlader altså selv at tage et aktivt ansvar. 

De 3 forskellige tilgange:

• ’Collaborative’: Personen tror på, at situationen håndteres i samarbejde med de højere magter. 
• ’Self-directed’: Personen stoler på sine evner til at håndtere situationen og tror på, at de højere magter har givet de kræfter, det kræver. 
• ’Deferring’: Personen forholder sig passivt og afventer, at de højere magter tager affære.  

Hvem og hvornår

Personer, som følger den tilgang, der kaldes ’collaborative’, har generelt et tæt forhold og daglig kontakt til deres spiritualitet.  

Personer, der følger ’self-directed’ er spirituelle – men eventuelt i mindre grad end dem, der følger de to andre tilgange. De udtrykker desuden størst grad af tillid til, at de selv kan løse problemerne. 

Personer der følger ’deferring’ er generelt mindre selvstændige i deres spiritualitet. De læner sig kraftigt op ad autoriteter. De oplever en mangel på kontrol. 

Pargaments teorier bygger på, at man søger til spiritualitet af bestemte grunde. Det gælder især om, at man søger efter en større mening og en relation til højere magter. 

Han bemærker, at det er almindeligt at søge spirituel tilflugt i situationer, der er ude af ens egne hænder. 

Han forklarer, at når man udsættes for livets svære situationer, så har mange en tendens til at søge efter svar, som ligger ud over, hvad de kan finde lige omkring sig. 

”Folk søger ofte trøst og støtte i religion i de mest pressede øjeblikke. Faktisk så er der nogle grupper, som ældre og minoriteter, der kan være mere tilbøjelige til at søge hjælp i deres tro end hos familie, venner og sundhedssystem.” 

Studierne på området omhandler blandt andet naturkatastrofer, sygdom, tabet af en kær person eller skilsmisse.

En af de vigtigste situationer, hvor mange oplever behovet for at søge til religion eller spiritualitet, er i forbindelse med en nærtståendes alvorlige sygdom eller dødsfald. 

Tveægget sværd

Spiritualitet kan være et tveægget sværd, fastslår professoren. ”Der er fordele forbundet med, hvis folk har et kærligt forhold til Gud og føler, at Gud støtter dem. Men der er en mørkere side.”

”Hvis du opfatter Gud som straffende, truende eller utilregnelig, så kan det skade helbredet,” fortæller Pargament. ”Derfor må man forstå, at religion og spiritualitet har to sider.”

En krise kan føre til, at man kommer til at betvivle sin tro. Det kan være vanskeligt at få øje på nogen større mening i situationen. 

Det skader især helbredet, hvis en person tror, at han/hun bliver straffet af de højere magter eller at de højere magter har forladt ham/hende. 

Professoren peger på, at en forkert tilgang altså øger risikoen for at udløse angst, depression og traumer. Der ses tilmed øget dødelighed blandt folk, der kommer i tvivl om deres tro.

Som en god ven

De positive tilgange indebærer, at man tror på støtte fra de højere magter og en større mening med en svær situation. Det giver mulighed for at træde ud af sin situation og opleve den fra en anden vinkel. 

Professoren sammenligner det med en ven, som hjælper dig med at se dine problemer i et mere positivt lys. ”Ligesom en ven med opmuntrende ord, så kan spiritualitet hjælpe dig til at se problemer som muligheder.”  Pergament mener altså, at man kan komme rigere og stærkere ud af en krise på grund af sin spirituelle rejse.

En person med et kærligt forhold til de højere magter og som tror på, at de højere magter vil bakke op i den svære tid, oplever helbredsmæssige fordele. 

”Det gør en stor forskel, om den gud, man relaterer til, er kærlig, omsorgsfuld og tilgivende. Eller en gud, som er utilregnelig, ondskabsfuld, straffende, udstødende og snæversynet,” forklarer professoren.  

Spiritualitet kan gavne på disse måder, når man møder modstand i livet:

• Accept

• Glæde

• Optimisme

• En større mening

Studier bakker op

’Relgious coping’ har i de seneste år fået en del opmærksomhed. Pargaments teorier har ført til adskillige studier på området. De bakker professorens teorier op. Studierne på området bekræfter altså, at der er afgørende forskel på, hvilken spirituel tilgang man har.

Benytter man sig af de positive tilgange, så giver det sig til udtryk i større optimisme og glæde, mindre angst og depression. Det bliver nemmere at overkomme situationen. 

Det giver sig desuden til kende i form af bedre relationer til venner og familie. Man har altså chance for at forbedre relationer til sine nærmeste, hvis man benytter de positive tilgange. 

’Collaborative’ har vist sig at have de største psykologiske fordele – i form af øget selvværd og mindre depression. Personen oplever, at de højere magter giver ham/hende støtte og styrke i den svære situation. 

’Self-directing’ viser generelt gode resultater. Man tager selv hele ansvaret og overlader intet til de højere magter. Man oplever, at de har givet de kræfter, der skal til. Tilgangen er imidlertid mindre hensigtsmæssig i situationer, hvor man er ude af stand til at kontrollere udfaldet. 

’Deferring’ er som udgangspunkt problematisk, fordi personen fralægger sig alt ansvar. Man må normalt forstå sit eget ansvar og egne muligheder for at håndtere en vanskelig situation. ’Deferring’ kan imidlertid være gavnligt i en situation, der er helt ude af personens egen kontrol. 

Studier viser, at ens spirituelle coping er en god rettesnor for, hvordan situationen vil påvirke ens mentale og fysiske helbred både aktuelt og på sigt. De positive tilgange er forbundet med bedre helbred. De negative kan derimod føre til dårligere helbred. 

Studier om ulemperne ved negativ coping fremhæver:

• Spirituel utilfredshed
• Tvivl om de højere magters kærlighed
• Fortvivlelse og manglende tro på, at problemet bliver løst

Der kan godt være kortere perioder, hvor man føler sig straffet af de højere magter. Men det er særligt skidt for helbredet, hvis man bærer på den oplevelse i længere tid. 

Nye programmer

I USA udvikler der sig i disse år flere programmer i sundhedssystemet, som tager udgangspunkt i spiritualitet. Det gælder for eksempel programmer i forbindelse med skilsmisse, hvor man lærer at tilgive og at håndtere sin bitterhed og vrede. Det gælder også programmer, der hjælper ofrer for seksuelle krænkelser, misbrugere eller personer med spiseforstyrrelse. 

Pargament bemærker, at det godt kan være svært for sundhedspersonale at bryde isen og tale om tro. Det kan opleves som en privat sag, et tabu eller noget der bare ikke kommer de professionelle ved. 

Men professoren opfordrer til, at personalet stille og roligt spørger ind til patientens forhold til religion og spiritualitet. Han siger, at patienter generelt er åbne for at tale, hvis spørgsmålene bliver stillet på den rigtige måde – og at det kan føre til en samtale på et dybere plan. 

Hvad giver det dig?

Pargament peger altså på, at spiritualitet kan yde lindring i vanskelige tider, men at det er afgørende, hvordan man håndterer sin spiritualitet. 

Så det er ikke muligt at give ét svar på, om spiritualitet kan lindre. I stedet må man forholde sig til, om personen bruger en negativ eller positiv tilgang. 

De centrale pointer:

• Det er bedst for helbredet, når vi tror på, at de højere magter er på vores side og vi selv engagerer os i løsningen af problemet.  
• Når vi ser de højere magter som enten dømmende eller passive, så vil det have negativ effekt på vores helbred. 
• En tilgang, hvor vi overlader problemet til de højere magter og selv forholder os passive, vil som regel have negativ effekt. 
• Den passive tilgang kan dog give mening, når problemet er helt uden for vores egen rækkevidde. Det kan for eksempel være i forbindelse med svær sygdom.