Elsk dig til et sundt hjerte

Det bliver måske ikke i al evighed. Men det er i hvert fald tydeligt, at ægteskabet fremmer chancerne for at komme sig efter en hjertesygdom.

Flere nye studier har fulgt både gifte og ugifte, der har været indlagt med hjertesygdomme. Studierne peger på, at ægtefæller har størst chance for at komme til hægterne efter en hjertesygdom. 

Det er en generel svaghed ved studierne, at de ikke tager højde for ugifte samlevende og kæresteforhold. Men deres styrke er, at de både yder svar på, hvorfor ægteskabet (en kæreste eller et samliv) er så godt for hjertet og hvordan singler kan komme bedre til hægterne.  

Ægteskabet gavner hjertepatienter, fordi der er én, som bekymrer sig om, hvordan man har det. Forholdet til det andet menneske motiverer som regel også til, at du i første omgang søger hjælp og dernæst lytter til lægens anbefalinger. 

Mening med livet

“Den sociale støtte, man får ved at være gift, er vigtig for personer med hjertesygdomme,” fastslår professor Arshed Quyyumi, Emory University.

”Ægtefæller har muligvis et større formål med deres liv, og det er mere sandsynligt, at de vil tage ansvar for deres helbred gennem kosten, motion og ved at tage deres medicin,” konstaterer Arshed Quyyumi.

Dr. Paul Carter, Aston Medical School, er helt enig: ”Det bidrager med støtte på forskellige måder. For eksempel ved at opmuntre patienten til en sundere livsstil. Det hjælper til at håndtere situationen og overholde medicinering.” 

Som single kan man til gengæld savne sådan en støtte og social kontakt og miste motivation til at passe på sig selv og sit helbred. 

“Mangel på social støtte ses især som en årsag til ringere resultater for hjertepatienter, der har gennemgået en skilsmisse,” siger Arshed Quyyumi.

Arshed Quyyumi fastslår derfor, at man skal genfinde en mening med livet, hvis man er blevet skilt eller ægtefællen er død. ”Forsøg om du kan genfinde en mening. Det hjælper samtidig til, at du bliver mere interesseret i at passe på dig selv.” 

Ægteskab på recept

”Vi kan naturligvis ikke ordinere ægteskab. Men vi kan understrege betydningen af sociale forhold og venskaber, også når det kommer til hjertet,” forklarer Paul Carter. Desuden er det godt for singler at være ekstra opmærksomme på behovet for terapi og andre tilbud i tiden efter en indlæggelse. 

”Der kan være tilbud, som forbedrer rehabiliteringen efter et hjerteanfald,” mener han. Man kan for eksempel tilmelde sig et rehabiliteringshold, hvor man kommer sig både fysisk og psykisk og får glæde af at møde andre med lignende oplevelser og tanker. 

Mere on studierne

Studiet fra Emory University bestod af 6.051 hjertepatienter. 4.088 var gift og de resterende talte som ugifte. Alle blev fulgt i knapt 4 år efter indlæggelsen. De ugifte havde omtrent halvanden gang så stor sandsynlighed for at dø i løbet af denne periode.  

Kilde: Journal of American Heart Association, 2017

Studiet fra Aston Medical School fulgte 929.552 personer, der blev indlagt med hjerteproblemer. De gifte patienter havde større sandsynlighed for at overleve hjerteanfald (14 procent), forhøjet kolesterol (16 procent) og forhøjet blodtryk (10 procent). 

Kilde: European Society of Cardiology, 2017

ARTIKLEN ER SKREVET AF:

Jakob Thomas

DEL ARTIKEL