Screening redder liv
1 ud af 10 med hjerte-kar-sygdomme kan reddes ved relativ simpel undersøgelse.
Hvert år bliver knapt 60.000 danskere ramt af hjerte-kar-sygdom og 12.000 danskere dør af en hjertesygdom. Det betyder, at over en halv million danskere lever med hjerte-kar-sygdom. Samtidig har mange en hjertelidelse uden at være klar over det og uden at være i relevant forebyggende behandling.
En omfattende screeningsundersøgelse af hjerte-kar-sygdom på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet dokumenterer nu, at hjertekar-screening nedsætter risikoen for dødsfald markant.
”Vores forsøg viser, at screening nedsætter risikoen for død med 11 procent hos 65-69-årige mænd,” siger professor i karkirurgi, Jes Lindholt.
Han gør opmærksom på, at undersøgelsen ikke kun omfatter de mænd, som vidste, at de havde udfordringer med hjertet i forvejen. Det omfatter også en stor gruppe af mænd, som ikke havde haft udfordringer med helbredet.
”Vi satte os for at undersøge, om det er rigtigt, at 80 procent af al hjerte-kar-sygdom kan forebygges alene gennem tidlig diagnostik,” fortæller Jes Lindholt.
Sammen med et forskerhold på Syddansk Universitet iværksatte han derfor undersøgelsen DANCAVAS, som omfatter 46.000 mandlige deltagere i alderen 65 til 74 år.
”Undersøgelserne peger på, at man med en CT-skanning af hjertet og den største pulsåre, blodtryksmåling af arme og ben og blodprøve-analyser kan finde personer med begyndende hjerte-kar-sygdom og med simpel medicinsk behandling forebygge sygdom,” siger Jes Lindholt og tilføjer:
”De mænd, der havde begyndende hjerte-kar-sygdom, blev tilbudt blodfortyndende og kolesterolnedsættende medicin. Mænd med udvidelse på pulsåren blev opereret eller fik det kontrolleret. Dermed kunne vi forebygge alvorlige mén ved hjertekarsygdomme og en række mulige dødsfald.”
Jes Lindholt oplyser, at man med CT-skanningerne også fandt overraskende mange mænd, der på trods af sund livsstil havde åreforkalkning.
”Vi har nu fulgt deltagerne i fem år efter, at screeningen blev udført. Det viser sig, at dødeligheden efter fem år generelt er 5 procent lavere hos de deltagere, der blev tilbudt screening, ligesom risikoen for blodpropper også er nedsat. Det synes vi er et bemærkelsesværdigt godt resultat af en yderst beskeden undersøgelse. Således er ekstra-omkostningen for at redde et leveår i aldersgruppen 65-69 år med screening anslået til at være på cirka 29.000 kroner.”
Udover de personlige konsekvenser ved hjerte-kar-sygdom, udgør det også en markant og stigende udfordring for det danske sundhedsvæsen. Således anslår Hjerteforeningen, at de samlede omkostninger ved sygehusindlæggelser med hjertesygdomme overstiger mere end 5 milliarder kroner om året. Hertil kommer omkostningerne under sygesikringen og for kommunerne.
Jes Lindholt er professor og overlæge i karkirurgi ved Hjerte, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, Syddansk Universitet. Jes Lindholt og hans kollegaers forskning er publiceret i tidsskrifterne New England Journal of Medicine og European Heart Journal.