Tabu om menstruation

Et nyere studie peger på, at menstruation er tabu - i hvert fald når det gælder forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. 

Studiet var baseret på spørgsmål stillet til 33.000 kvinder i Holland, mellem 15 og 45 år. Omkring 80 procent af kvinderne rapporterede, at de var mindre produktive på grund af menstruation. 

Symptomerne er forbundet med omtrent ni dages tabt produktivitet pr. kvinde årligt. Det meste af den tabte produktivitet består i, at kvinden møder på jobbet, men at hun ikke har mulighed for at præstere sit ypperste. Når det kommer til egentligt fravær, så udebliver kvinder i gennemsnit blot 1,3 dag årligt som følge af menstruation. 

Når kvinder bliver nødt til at melde sig syge på grund af smerterne, er det blot hver femte, der fortæller den faktiske årsag. 

Mere end halvdelen giver ikke nogen grund eller finder på en grund, mens knapt halvdelen nævner et symptom såsom kramper.

”Det er min opfattelse, at kvinder skjuler årsagen til deres fravær, fordi de ikke vil behandles som nogen med en sygdom,” siger studiets førsteforfatter, Theodoor Nieber, fra Radboud University.

Han tilføjer, at kvinder også kan have mindre lyst til at tale om menstruation, hvis de har mandlige ledere eller arbejder i et miljø, hvor der kun er nogle få kvinder. 

Ifølge forskerne er der aldrig tidligere blevet udført så stort et studie om, hvordan menstruation påvirker produktiviteten i skolen eller på arbejdet. 

Studiet er beskrevet i tidsskriftet BMJ Open.

DEL ARTIKEL