Fedme giver mindre hjerne
Fedme indebærer, at hjernens form og struktur ændrer sig. Det er Radiological Society of North America, der står bag studiet, som ved hjælp af hjernescanninger har fastslået, at fedme indebærer ændringer i hjernens form og struktur. “MR-scanninger har vist sig som et uvurderligt redskab,” fortæller Ilona Dekkers fra Leiden Universitet i Holland.
ID 105373306 | Brain © Atthapon Raksthaput | Dreamstime.com
For at få større indblik i sammenhængen mellem fedme og hjernelidelser, så undersøgte forskerne fra Leiden scanninger af mere end 12.000 personer mellem 45 og 76 år.
De detaljerede scanninger gav informationer om både den grå og den hvide substans. Resultatet er en tydelig sammenhæng mellem personernes kropsfedt og deres hjerner.
”Vi fandt frem til, at mere fedt på kroppen er forbundet med mindre volumen, når det gælder vigtige strukturer i hjernen. Det gælder også den grå substans, der er placeret midt i hjernen,” siger Ilona Dekkers. ”Ganske interessant så observerede vi, at disse sammenhænge er forskellige for mænd og kvinder.”
Det viste sig således, at hos mænd er større fedtprocent lig med mindre grå substans – og især i de strukturer, der er forbundet med belønningssystemet og bevægelsessystemet. Sådanne ændringer kunne ikke observeres hos kvinder.
For både mænd og kvinder er højere fedtprocent lig med øget risiko for ændringer i hjernens hvide substans.
Når der er mindre grå substans, betyder det en risiko for tab af neuroner og ændringerne i den hvide substans kan svække overførslen af signaler i hjernens netværk.
Den grå substans indeholder de fleste af hjernens nerveceller. Den hvide substans indeholder de fibre, der forbinder forskellige dele af hjernen.
Idet den grå substans også spiller en rolle i forbindelse med belønningscentret og tilfredsstillelsen ved mad, kan ændringerne gøre det endnu sværere for overvægtige at kontrollere deres vægt.
Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvorfor fedme påvirker hjernen sådan. Men det kan skyldes, at fedme udløser en inflammation, der kan have skadelig effekt på hjernevævet.
”Nye studier har vist, at det påvirker vores hormonelle system og immunforsvar i betydeligt omfang, når man er overvægtig. Det har vist sig at udløse betændelsesreaktioner, der også kan påvirke hjernevævet.”
Ilona Dekkers tilføjer, at det også er muligt, at ændringerne i hjernen skyldes andre faktorer, der ofte ses sammen med fedme – for eksempel dårlig kost og manglende motion.
Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Radiology.