Gå dig til en større hjerne

Stadig mere forskning peger på, at fysisk aktivitet er godt for hjernen. Studierne viser blandt andet, at motion forebygger demens.

ID 22774435 © Warrengoldswain | Dreamstime.com

Et bestemt spørgsmål har dog været svært at finde svar på. Nemlig, hvor meget motion der er bedst for hjernen. 

Det har hverken stået klart, hvor hård træning bør være, for at det er bedst for hjernen, eller hvor lang tid den bør vare. 

Forskere fra Boston University fandt derfor på at undersøge netop det spørgsmål. De valgte at fokusere på gåture i stedet for hård motion. 

2.354 voksne deltagere fik målt deres daglige antal skridt og intensiteten, når de gik. Det strakte sig over 4 år. Derudover fik de scannet deres hjerner. 

Formålet var som sagt at se, hvor mange skridt og ved hvilken intensitet, der skal til, for at det gavner hjernen.

”Forskningen er først lige begyndt at få indblik i sammenhængen mellem fysisk aktivitet og hjernehelbred,” fortæller lektor, Nicole Spartano.  

Den positive effekt lader især til at opstå omkring 7.500 skridt pr. dag. I studiet havde deltagere, som bevægede sig 7.500 skridt om dagen, således større hjernevolumen end dem, som bevægede sig mindre.

Den menneskelige hjerne krymper typisk med 0,2 procent i volumen per år, efter man er fyldt 60 år. Men hvorfor er det farligt, når hjernen skrumper?

”Der bør ikke være ret meget ekstra plads i kraniet, som ikke er fyldt med hjernemateriale. Hvis vi ser meget ekstra plads, så peger det på, at hjernen er blevet mindre. Det betyder, at der er større risiko for demens,” forklarer Nicole Spartano.

Det er denne krympning, man kan bremse ved at bevæge sig. ”Vores beregninger lyder, at hver ekstra times let fysisk aktivitet er forbundet med cirka 1,1 års mindre hjernealdring,” forklarer Nicole Spartano.

Hun fremhæver, at det er positivt, at det faktisk kun kræver en times let motion om ugen at sikre sund aldring. ”Disse resultater peger på, at den positive sammenhæng mellem fysisk aktivitet og sund hjerne faktisk er nemt opnåelig, både når det gælder intensitet og tid.” 

”Vores studier vil ikke afvise, at moderat og hård motion er vigtigt for sund aldring. Men vi bidrager til forskningen ved at sige, at fysisk aktivitet ved let intensitet også er vigtigt for hjernen,” afslutter forskeren fra Boston University.

Studiet blev præsenteret i JAMA Network Open.

DEL ARTIKEL