Hovedet og maven taler sammen

”I dag forstår vi i stigende grad, at kroppens forskellige systemer er tæt forbundne. De kan ikke forstås uafhængigt af hinanden. Sammenhængen mellem hjernen og maven er et godt eksempel på dette fænomen,” forklarer Michelle Dossett, Harvard Medical School.

Så hvad er sammenhængen mellem hjernen og maven? Hjernen sender signaler til fordøjelsessystemet via det sympatiske og parasympatiske nervesystem. 

Signalerne fra disse nervesystemer kan påvirke, hvor hurtigt maden bevæger sig gennem fordøjelsessystemet, hvordan vi får gavn af næringen og hvorvidt der opstår betændelsestilstande i fordøjelsessystemet. 

Fordøjelsessystemet har også sit eget nervesystem, der består af omtrent 100 millioner nerveceller. Dette nervesystem modtager inputs fra det sympatiske og parasympatiske nervesystem – men fungerer også selvstændigt. 

Det er desuden knyttet tæt sammen med millioner af immunceller. Disse celler overvåger fordøjelsessystemet og opsporer blandt andet information om, hvorvidt der er betændelse og nok blodforsyning. 

Disse informationer sendes til hjernen. Hjernen og maven kommunikerer altså med hinanden i begge retninger. Både sådan at information fra hjernen påvirker maven og at information fra maven sendes op til hjernen. 

På grund af den tætte sammenhæng mellem maven og hjernen, kan stress og forskellige følelser såsom angst, depression, frygt og vrede påvirke maven. 

Det er påvirkninger, som kan sænke eller øge hastigheden i fordøjelsen. Påvirkningerne kan ligeledes gøre fordøjelsessystemet mere følsomt og gøre at der bliver større tendens til betændelse. 

Der er tale om en ond cirkel. For når der opstår inflammation i maven, kan det påvirke resten af kroppen og forstærke eksempelvis den depression, der i første omgang udløste problemet. 

Hvis du vil læse den oprindelige artikel fra Harvard Medical School, så finder du den her: https://www.health.harvard.edu/blog/brain-gut-connection.

DEL ARTIKEL