Socialt liv forebygger diabetes
Jo mere ensom du føler dig, desto større er risikoen for at få diabetes. Ensomhed giver altså et billede af risikoen for, at en person udvikler diabetes.
Studiet bestod af 4.100 voksne over 50 år. Ingen af deltagerne havde diabetes, da studiet gik i gang. Men over 12 år udviklede 264 af dem type 2-diabetes. Graden af ensomhed kunne med stor præcision forudsige hvilke af deltagerne, der fik diabetes.
Ensomhed opstår, når en person føler, at hans/hendes sociale behov ikke bliver opfyldt. Studiet fortæller også, at man godt kan være ensom, når man er i kontakt med andre mennesker – hvis kontakten er overfladisk og savner dybde og nærvær.
”Jeg kom på ideen til studiet under corona-pandemien, fordi jeg blev mere opmærksom på, hvordan ensomhed påvirker helbredet,” siger lektor Ruth Hackett. ”Studiet viser en stærk sammenhæng mellem ensomhed og udvikling af type 2-diabetes,” uddyber hun.
Hvorfor er der sammenhæng mellem ensomhed og diabetes? ”Hvis følelsen af ensomhed bliver kronisk, så vil stresssystemet blive stimuleret hele tiden og over tid fører det til slid på din krop. Disse negative forandringer kan linkes til udvikling af type 2-diabetes,” forklarer Ruth Hackett.
Når du plejer dine sociale relationer, så mindsker du risikoen for at udvikle type 2-diabetes.
Ruth Hackett er ansat ved King’s College London. Studiet blev bragt i tidsskriftet Diabetologia. Oversættelse/redigering: Jakob Thomas, Magasinet Sundhed