Patienter med hjerteflimmer ønsker tryghed i behandlingen

Patienter i blodfortyndende behandling kan komme i situationer, hvor den blodfortyndende effekt skal afbrydes, men det er ikke ved alle behandlinger, at den blodfortyndende effekt kan neutraliseres med det samme.

ID 50745574 © Ocskay Mark | Dreamstime.com

Undersøgelsen viser, at patienter i blodfortyndende behandling føler sig mere trygge, når den blodfortyndende effekt kan afbrydes med kort varsel, hvis der er behov for det.

Hver fjerde dansker over 40 år udvikler hjerteflimmer i løbet af livet, og omkring 146.000 danskere er i blodfortyndende behandling, især for at forebygge blodpropper forårsaget af hjerteflimmer.1

En europæisk undersøgelse med dansk deltagelse viser, at patienter i blodfortyndende behandling føler sig mere trygge, hvis den blodfortyndende effekt kan standses i tilfælde af en ulykke eller akut kirurgi som ved f.eks. blindtarmsbetændelse. Ifølge undersøgelsen føler seks ud af 10 patienter i blodfortyndende behandling sig lettede over muligheden for, at deres blodfortyndende behandling kan standses, mens næsten hver anden (46 pct.) oplever, at det er mere trygt.2

Blandt de nye blodfortyndende NOAK-behandlinger, som flere og flere danskere behandles med, er der kun en enkelt af dem, som har en tilknyttet antidot – en behandling, der kan neutralisere den blodfortyndende effekt. Antidoten er relevant, hvis patienten skal akut opereres eller kommer ud for en ulykke, hvor der ellers kan være risiko for alvorlig blødning.3 

”Patienter lægger typisk større vægt på trygheden, end lægerne gør. I praksis er det meget sjældent, at vi står med alvorlige blødningsproblemer. Det betyder ikke, at det er lige meget, hvorvidt den blodfortyndende effekt kan standses med det samme. Hvis der kommer en patient ind, der skal behandles akut, kan man operere med det samme, hvis den blodfortyndende effekt kan standses. Man kan ligeledes straks gøre noget ved det, hvis man står med blødningsproblemer.” siger Jørn Dalsgaard Nielsen, overlæge, Videncenter for Antikoagulant Behandling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

En to-årig undersøgelse viser, at én ud af 50 patienter med hjerteflimmer i blodfortyndende behandling kommer i situationer, hvor det kan blive nødvendigt at neutralisere den blodfortyndende effekt med det samme.4

Patienter vil vide, om den blodfortyndende effekt kan standses

Den nye undersøgelse viser, at patienter i blodfortyndende behandling i høj grad ønsker at få information om, at effekten af deres behandling kan standses. Ni ud af 10 patienter (91 pct.) mener således, det er vigtigt for dem at vide, om lægerne kan standse den blodfortyndende effekt ved deres specifikke behandling, og næsten syv ud af 10 patienter (67 pct.) mener, at deres læge bør diskutere med dem, hvorvidt der er en effektiv måde at ophæve den blodfortyndende effekt til rådighed. 

”Denne opgørelse viser, at det faktisk er størstedelen af patienterne, der lægger vægt på at vide, om den blodfortyndende effekt af deres behandling kan ophæves. Vi ved, det er en bekymring for patienterne – og den relevante læge bør altid diskutere det med sin patient, hvad man stiller op ved enten planlagte operationer eller akut kirurgi. Det er noget, man som patient bør være informeret om,” siger Jørn Dalsgaard Nielsen.

Alligevel viser undersøgelsen, at det kun er et fåtal af patienterne (12 pct.), der er informeret om, hvorvidt den blodfortyndende effekt af deres behandling reelt kan standses. 

Undersøgelsen, der er foretaget i Danmark, Norge, Holland, Portugal og Grækenland viser også, at en fjerdedel (26 pct.) af patienterne oplevede, at deres blodfortyndende behandling måtte afbrydes inden for de seneste 12 måneder på grund af enten en planlagt operation eller en akut situation.

Hjerteflimmer også kaldet atrieflimren berører ca. to pct. af den samlede befolkning.5

Metoder

668 atrieflimmer-patienter, der var i blodfortyndende behandling, deltog i undersøgelsen i Danmark, Norge, Holland, Portugal og Grækenland. Fra Danmark deltog 81 patienter. Undersøgelsen blev gennemført i perioden fra december 2015 til februar 2016 af analyseinstituttet Kantar Health. Patienterne havde været i behandling med blodfortyndende medicin inden for de seneste 12 måneder – enten VKA-behandling eller NOAK-behandling. Svarene blev indsamlet online. Undersøgelsen er sponseret af Boehringer Ingelheim.

Om Boehringer Ingelheim

Boehringer Ingelheim koncernen er blandt verdens 20 førende medicinalselskaber. Med hovedsæde i Ingelheim, Tyskland har Boehringer Ingelheim på globalt plan 145 datterselskaber og over 47.500 medarbejdere. Det familieejede firma blev grundlagt i 1885 og har fokus på forskning, udvikling, produktion og markedsføring af ny medicin med høj terapeutisk værdi til mennesker og dyr. 

I 2015 realiserede Boehringer Ingelheim et netto-salg på 14,8 mia. euro. Omkostninger til Research & Development i samme år svarer til 20,3 pct. af netto-salget. Læs mere på www.boehringer-ingelheim.com

Kilder

  1. www.dagenspharma.dk/mange-flere-i-blodfortyndende-behandling/
  2. Undersøgelsen “Anti-coagulation therapy” udført af Kantar Health 2016.
  3. Idarucizumab for Dabigatran Reversal. N Engl J Med. 2015 Aug 6;373(6):511-20. doi: 10.1056/NEJMoa1502000. Epub 2015 Jun 22
  4. Garcia D et al. Management and clinical outcomes in patients treated with apixaban vs warfarin undergoing procedures. Blood 2014 Dec 11; 124(25):3692-3698.
  5. https://www.hjerteforeningen.dk/alt-om-dit-hjerte/fakta-om-hjertekarsygdomme

DEL ARTIKEL