Kost mod type 2-diabetes

En kost med et lavt indtag af kulhydrater kan have en særdeles positiv effekt på personer, der lider af type 2 diabetes.

Kosten kan nemlig mindske symptomerne ved type 2 diabetes. Det er positivt for de mange, der lider af type 2 diabetes, at de kan lindre sygdommen ved hjælp af den mad, de spiser. 

Det er et nyt australsk studie, der kommer med den opmuntrende melding til personer med type 2-diabetes. I Danmark lider mindst 250.000 personer af type 2-diabetes. Antallet er stigende år for år. 

Diabetes er en kronisk stofskiftesygdom, hvor patienten har kronisk forhøjet blodsukker. Personer med type 2-diabetes har en nedsat følsomhed overfor insulin, som gør, at insulinen ikke i tilstrækkelig grad kan få blodsukkeret til at falde ligesom hos raske mennesker.

Antallet af diabetikere er som sagt steget år for år. Det skyldes blandt andet, at flere danskere i dag er overvægtige og inaktive. Årligt dør der ifølge Sundhedsstyrelsen 1.300 danskere på grund af diabetes. Det svarer til 3 procent af alle dødsfald i Danmark.

Det australske studie kommer derfor som en glædelig nyhed om, at man kan sænke symptomerne ved hjælp af sin kost.

Efter et halvt år med ”low carb diet” lykkedes det deltagere, der led af type 2-diabetes, at mindske symptomerne. 

De havde større held med at reducere symptomerne end personer, der fik medicin mod type 2-diabetes eller fulgte andre former for kost, der som regel anbefales til patienter med type 2-diabetes. 

Deltagernes ”low carb diet” betød, at mindre end en fjerdedel af deres daglige kalorieindtag kom fra kulhydrater. 

“Studiet understreger, at en kost med et lavt indtag af kulhydrater er en effektiv måde at mindske sit behov for diabetes-medicin,” siger professor Grant Brinkworth.

”Det vi spiser, er en betydelig del, når det kommer til at afgøre vores risiko for type 2-diabetes. Den gode nyhed er, at det er livsstilsvalg, vi selv kan styre,” bemærker han. 

Studiet er ifølge professoren den første systematiske gennemgang af, hvor effektivt og sikkert det er at følge en ”low carb diet”, når man har type 2-diabetes. 

“Vi brugte de mest robuste videnskabelige metoder til at undersøge effekten. Studiet kan hjælpe både fagpersoner og patienter til at forstå, hvordan kost kan benyttes til at behandle type 2-diabetes. Diabetes er et stort og voksende problem i verden.”

Selvom man kan mindske symptomerne, betyder det dog ikke, at man kan blive fri for type 2-diabetes ved at følge en ”low carb diet”. Det er altid bedst at forsøge at forebygge type 2-diabetes i første omgang.  

”Resultaterne viser, at man kan håndtere sin type 2-diabetes og mindske symptomerne ved at følge en kost med et lille indtag af kulhydrater,” siger professor Grant Brinkworth.

Grant Brinkworth er ansat ved Australia´s national science agency, CSIRO. Studiet blev bragt i tidsskriftet British Medical Journal. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed. 

DEL ARTIKEL