Diabetes øger risikoen for tandsygdomme
Diabetes øger risikoen for parodontitis, huller i tænderne, svampeinfektion og mundtørhed.
Hvis du har fået stillet diagnosen diabetes, ved du sikkert, at sygdommen kan medføre problemer med for eksempel hjerte, nyrer og øjne. Men diabetes kan også svække dit immunforsvar, forsinke helingsprocessen og øge risikoen for parodontitis, caries (huller i tænderne), svampeinfektion og mundtørhed. Risikoen er størst, hvis din diabetes er dårligt reguleret. Det er derfor vigtigt, at din diabetes er så velreguleret som muligt.
Parodontitis
Parodontitis er tandkødsbetændelse, der har spredt sig til vævet omkring tandrødderne. Hvis man ikke får behandlet sygdommen, bliver tænderne løse og kan i værste fald falde ud. Diabetes øger risikoen for parodontitis og sygdommen har ofte et hurtigere og mere alvorligt forløb og er vanskeligere at behandle. Tegn på tandkødsbetændelse kan være tandkød, der bløder, når du børster tænder og rødt, hævet eller ømt tandkød. Parodontitis giver sjældent gener, før sygdommen er alvorlig. Det er derfor vigtigt, at du får behandlet sygdommen. Behandlingen er ikke kun vigtig af hensyn til dine tænder, men også af hensyn til din diabetes. Undersøgelser tyder nemlig på, at parodontitis-behandling kan medføre en forbedring af dit blodsukker og dermed af din diabetes.
Caries (Huller i tænderne)
Et forhøjet sukkerindhold i spyttet som følge af diabetes giver bedre vilkår for bakterier i munden. De kan lettere danne belægninger, og dermed stiger risikoen for caries. Tegn på caries er for eksempel hvidlige forandringer på tænderne, en smuldret, ujævn tandoverflade eller et regulært hul i tanden. Mange cariesangreb er ikke synlige, for eksempel fordi de opstår på tandflader, der vender mod nabotænder eller under fyldninger.
Mundtørhed
Diabetes giver ofte mundtørhed. Mundtørhed lyder ufarligt, men det kan faktisk øge risikoen for caries, tandkødsbetændelse og svampeinfektion. Du kan stimulere spytproduktionen ved at tygge sukkerfrit tyggegummi eller sutte på sukkerfrie pastiller. Du kan også fugte munden med spyt-erstatningsmidler, der findes som mundspray, mundgel eller mundskyllevæske.
Svampeinfektion
Et forhøjet sukkerindhold i spyttet øger risikoen for svampeinfektion i munden. Svampeinfektion kan se forskelligt ud. Tegn på svampeinfektion kan for eksempel være hvidlige belægninger i mundslimhinden, der kan skrabes af og røde forandringer i mundslimhinden.
Mulige komplikationer ved tandbehandling
Når du har diabetes, har du større risiko for at få infektioner og sårhelingen kan være forringet. Din tandlæge kan derfor – eventuelt i samråd med din læge – vurdere, om der skal træffes særlige forholdsregler i forbindelse med din tandbehandling.
Hvad kan du selv gøre, hvis du har diabetes?
- Fortæl din tandlæge, hvis du har diabetes og om den er velreguleret eller ej.
- Fortæl din tandlæge, hvis du føler dig tør i munden.
- Børst dine tænder grundigt morgen og aften i to minutter hver gang.
- Brug en blød tandbørste og fluortandpasta.
- Brug eventuelt supplerende hjælpemidler til at holde rent mellem tænderne. For eksempel tandtråd eller tandstikkere. Spørg din tandlæge til råds.
Læs mere om diabetes og sygdomme i munden på hjemmesiden tandlægeforeningen.dk