Spis øjet sundt
Forskning viser, at vitaminer og mineraler kan forebygge aldersrelateret synsnedsættelse, AMD. Det samme gælder fysisk aktivitet, som kan reducere risikoen for AMD med op til en tredjedel. Der findes ingen medicin endnu.
ID 437212382 © Mkmult | Dreamstime.com
Spis kål, broccoli, grønne ærter, salathoveder, spinat, rosenkål og blomkål. Vær fysisk aktiv en time om dagen og undgå at ryge. Det er blot nogle af de forebyggende initiativer, som man selv kan gøre for at udskyde aldersrelateret synsnedsættelse, AMD, længst muligt og måske endda undgå det.
”Der er klar dokumentation for, at kost med antioxidanter, motion og rygning har en afgørende betydning for, hvornår og om man får AMD,” siger professor dr.med. Carsten Edmund, der også er formand for Øjenforeningen.
Således fremgår det af Øjenforeningens hjemmeside, at risikoen for at få AMD reduceres tre gange ved at være fysisk aktiv en time dagligt mod at være, som Øjenforeningen skriver, ”fysisk passiv og blot sidde i lænestolen eller ligge på sofaen.”
Spiser man samtidig den rigtige cocktail af vitaminer og mineraler og undlader man at ryge, så er der en mulighed for at udskyde den aldersrelaterede synsnedsættelse og måske helt at undgå den. Der vil også være forskel på, hvordan sygdommen udvikler sig. Har man således først fået en tør AMD, kan kosttilskud med vitaminer/mineraler udskyde tidspunktet for at få en våd AMD eller at undgå den.
Øjenforeningen henviser til den amerikanske undersøgelse Age-Related Eye Disease Study, forkortet til AREDS, med 3.640 frivillige deltagere over 55 år, som havde fået tør AMD. Gennem seks år indtog deltagerne i forskellige kombinationer kosttilskud, hvor undersøgelsen påviste, at den anbefalede dosering til brug for ikke-rygere omfattede:
- C-vitamin 500 mg (anti-oxidanter)
- E-vitamin 400 IE (300 mg) (anti-oxidanter)
- Betakaroten 15 mg (anti-oxidanter) (det kan udskiftes med lutein)
- Zinkoxid 80 mg (mineraler)
- Kobberoxid 2 mg (mineraler)
I undersøgelsen, som Øjenforeningen henviser til, var sandsynligheden for, at patienter med tør AMD ville få våd AMD, reduceret med 25,2 procent ved indtag af antioxidanter plus mineraler. Desuden var risikoen for at få halveret synsstyrken nedsat med 18,4 procent ved indtagelse af antioxidanter plus mineraler.
Øjenlægeforeningen, Oftalmologisk Forening, bakker op om brugen af vitaminer og mineraler som forebyggelse. Samtidig opfordrer foreningen til, at man erstatter antioxidanten beta-karoten med lutein og zeaxanthin, som forekommer sammen i blandt andet kål, broccoli, grønne ærter, salathoveder, spinat, rosenkål, blomkål, gulerødder, appelsiner og mandariner.
Når man indtager lutein – enten med kosten eller i form af kosttilskud – lagres stoffet i alle øjets væv og i makula, som er den del af nethinden, der sørger for vores centralsyn. Dermed bekæmpes de skadelige frie radikaler, som nedbryder cellerne i vores øjne med alderen.
Både Øjenforeningen og Oftalmologisk Forening henviser desuden til amerikanske dyreforsøg og undersøgelser af ældre personer, som viser, at lutein plus zeazanthin og Omega-3 med fedtsyrerne DHA og EPA reducerer risikoen for våd AMD.
AMD
Tør AMD – aldersrelateret makula degeneration – alderspletter på nethinden – udvikler sig langsomt over år med gradvis reduktion af læsesynet. Kan bremses, men ikke standses.
Våd AMD – aggressiv – udvikler sig over uger med tab af læsesyn. Ved hurtig henvendelse til øjenafdeling kan medicinsk behandling standse udviklingen hos to tredjedele af patienterne.Læs også Øjenforeningens brochure om AMD på: www.vos.dk