Madvalg efter stroke

Det kan være en god idé at rette op på sin kost, hvis man er blevet ramt af stroke. Valget af fødevarer påvirker, hvor godt man kommer sig og risikoen for at få et nyt tilfælde af stroke. 

Fibre

Vælg fødevarer, der er rige på fibre. Fibre kan sænke kolesterol og give bedre styr på dit blodsukker. Det vil desuden bidrage til, at du føler dig mere mæt, så du eventuelt spiser færre søde sager. Det sænker din risiko for stroke, hvis du får en sund kropsvægt. 

Hvordan får du fiber i din kost? Sørg for at få godt med fuldkorn. Du kan for eksempel spise fuldkornsbrød eller grovpasta, i stedet for de hvide af slagsen. De bedste kilder til kostfibre er fuldkorn, frugt, grønt, bønner, linser m.v.

Frugt og grønt

Frugt og grønt indeholder antioxidanter, der kan hjælpe med at reducere skade på blodkar. De indeholder også kalium og folat, der bidrager til at styre blodtrykket. Fibre i grøntsager kan sænke kolesterol. 

Et studie fra 2019 bragte imidlertid en noget overraskende konklusion. Nemlig at veganere og vegetarer har større tendens til stroke end personer, der spiser kød. Studiet bestod af 16.000 veganere og vegetarer. Forskere mener, det kan hænge sammen med for lavt indtag af B12-vitamin. Veganere og vegetarer må således være ekstra opmærksomme på at få dækket deres behov for næringsstoffer. Personer, der spiser kød, mælkeprodukter og fisk får som regel dækket behovet for B12-vitamin. Det er nødvendigt for et velfungerende blod- og nervesystem. En fuldstændig plantebaseret kost kan også give underskud på jern. Studiet blev udført af University of Oxford og bragt i tidsskriftet British Medical Journal. 

Mejeriprodukter

Mejeriprodukter er en kilde til kalium og kalcium, som kan hjælpe med at styre blodtrykket. Der hersker tvivl om, hvorvidt mejeriprodukter skal anses for mest gavnlige eller skadelige. Den gængse forestilling er, at mejeriprodukter med mættet fedt er problematiske for hjertet. Mættet fedt øger kolesterol, hvilket øger personens risiko for stroke. Man bør derfor ud fra denne logik spise færrest muligt af fede mælkeprodukter. Men den nyeste forskning viser faktisk, at det kan være fornuftigt at spise fede mejeriprodukter. University of Oxford bragte i 2020 et studie med deltagere fra Danmark, Norge og Sverige. Studiet fastslog, at personer, der spiser mælkeprodukter som mælk, ost og yoghurt, har mindre risiko for stroke. Studiet blev bragt i European Heart Journal.

Kød og proteiner

Man må gerne spise kød, når man har haft stroke. Men det er sundere at spise fisk og fjerkræ end rødt kød. Når du spiser rødt kød, bør du vælge rødt kød med lavt fedtindhold. Det gælder alle typer kød, men især rødt kød. For meget kolesterol i blodet kan øge risikoen for stroke og andre hjerteproblemer. 

Det er sundest at få dækket sit behov for proteiner fra vegetabilske fødevarer med sunde fedtsyrer. For eksempel nødder, frø, bønner og linser. De er glimrende kilder til proteiner, vitaminer og mineraler og er fiberrige. De sunde fedtsyrer kan også komme fra fed fisk, avocado, olivenolie m.v. 

Fastfood og tilberedning

Fastfood og stærkt forarbejdede fødevarer indeholder ofte usunde fedtsyrer, som man bør holde sig fra. Lav derfor hellere maden selv og af de friske råvarer i stedet for at købe frysepizza, burger m.v. 

Lav maden på den sundeste måde, så eksempelvis bagt eller kogt i stedet for stegt i en masse fedtstof.  Spis færre færdiglavede varer og flere friske råvarer.

Salt

De fleste mennesker spiser mere salt, end de har brug for. For stort indtag af salt kan øge blodtrykket. Der er nemme måder at holde igen med saltet. For eksempel ved ikke at sætte salt på bordet ved hvert måltid og ved selv at stå for madlavningen i stedet for at købe færdiglavet mad. 

Du kan finde alternativer til salt. Brug eksempelvis krydderier og krydderurter på bordet i stedet for salt. Undgå krydderiblandinger, der har tilsat salt. 

Salt bliver brugt i mange fødevarer som konservering. Det er derfor nødvendigt at være bevidst om saltindholdet i diverse kødprodukter m.v. Så vælg friske og uforarbejdede fødevarer, når det er muligt, og undlad at tilsætte salt. 

De fleste snacks har stort indhold af tilsat salt. Det gælder kiks, chips, peanuts, popcorn m.v. Du behøver dog ikke holde helt op med at spise snacks – men bliv bevidst om dit indtag. Når du har lyst til snacks, kan du finde sundere alternativer: eventuelt nødder, tørret frugt eller frø.

Sukker

Reducér dit indtag af tilsat sukker. For stort indtag af tilsat sukker er forbundet med højt blodtryk, fedme, type 2 diabetes og højt kolesterol, der alt sammen øger risikoen for stroke. Hold generelt igen med sukkerrige fødevarer, desserter, slik, sodavand osv.

Der er masser af sukker i mange fødevarer, også dem vi ikke typisk tænker på. Så bliv mere bevidst om hvilke fødevarer, der har tilsat sukker.

Udfordringer efter stroke

Man kan få hukommelsesbesvær, så man glemmer at spise eller drikke. Man kan miste appetitten, så man ikke føler sig sulten. Eller man kan få svært ved at tygge og synke (dysfagi). Af disse grunde kan det være vanskeligt at få nok mad og varieret mad med alt det, man har brug for. 

Det er vigtigt at få professionel hjælp, hvis man er i sådan en situation. Ellers risikerer man at blive fejlernæret, hvilket er problematisk efter stroke. Kroppen og hjernen har brug for den rigtige næring efter stroke. Nogle studier anslår, at hver femte, der har haft stroke, bliver fejlernæret. 

Efter stroke kan det altså blive sværere at få alle de næringsstoffer, man har behov for. Det kan være nødvendigt med mad og drikke, der har en konsistens, så de er nemmere at synke. 

Hvis man ikke kan tygge maden og må indtage den som puré/suppe/smoothie/grød, så er det vigtigt at være opmærksom på, at den samme mængde mad indeholder færre næringsstoffer, da man jo også ”spiser” vand. Det er også muligt, at man bliver træt, mens man spiser, så man ender med at spise mindre mad. Man kan derfor tilsætte væde, der er rigere på næringsstoffer end vand: tomatpuré, mælk, fløde eller lignende. 

Hvis man risikerer underernæring, kan det være bedre at tilsætte fløde end vand. Mange mennesker oplever, at det er svært at holde vægten efter stroke, og alvorligt vægttab er hyppigt forekommende. Underernæring og fejlernæring efter stroke kan påvirke, hvor godt man kommer sig. Det kan blandt andet påvirke den fysiske styrke og evne til rehabilitering. 

Udgangspunktet er altså, at man bør undgå smør og fløde. Men hvis man risikerer underernæring, så er det bedre at få smør og fløde end at forblive undervægtig. Forsøg at opnå og holde en sund, normal vægt. 

DEL ARTIKEL