Forebyg synstab med motion
Motion mindsker den skadelige “overvækst” af blodkar i øjnene på mus med op til 45 procent. Et virvar af blodkar kan ellers bidrage til aldersrelateret synstab (AMD) og adskillige andre øjensygdomme.
”Der har længe været spørgsmål om, hvorvidt det kan forsinke eller forebygge udviklingen af AMD, hvis man har en sund livsstil. Spørgsmålet er historisk blevet besvaret med spørgeskemaer, hvor folk blev spurgt om, hvad de spiste og hvor meget motion, de dyrkede,” siger forsker Bradley Gelfand.
”Problemet er imidlertid, at folk er dårlige til at rapportere om sig selv. Det fører til konklusioner, der er forkerte. Dette studie er derfor nyt, fordi det giver præcise beviser fra laboratoriet.”
Tests med mus, der motionerede og mus, der var inaktive, viste, at motion sænkede ”overvæksten” af blodkar med 45 procent. Bradley Gelfand ved ikke præcist, hvordan motion forebygger blodkarrenes ”overvækst”. Der kan være tale om en række faktorer, som kommer i spil. For eksempel en øget blodtilførsel til øjnene.
Bradley Gelfand bemærker, at synstab ofte opstår, når man er inaktiv. ”Det er velkendt, at når folk får dårligt syn, så vil de typisk også bevæge sig mindre. Det har været vanskeligt at pege på, om det alene er dårligt syn, der fører til mindre motion. Eller om det også er for lidt motion, der kan føre til skader på synet. Men nu kender vi sammenhængene.”
Det kan du gøre
Motion kan forebygge synstab. Der skal ikke ret meget motion til, for at det har en positiv effekt.
Bradley Gelfand er ansat ved Center for Advanced Vision Science University of Virginia. Studiet blev bragt i tidsskriftet Investigative Ophthalmology & Visual Science. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed.