Blodpropper rammer typisk om mandagen

Svenske forskere har opdaget, at vi er mere udsatte for blodpropper på nogle ugedage end på andre. Også den søde juletid øger risikoen for hjertetilfælde ligesom særlige begivenheder såsom VM og jordskælv kan have indflydelse, viser svensk forskning.

Hos nogle vækker det gamle mundheld, at ”julen er hjerternes fest” ubehagelige minder. For julen  er også højsæson for blodpropper i hjertet. Det har forskere fra universiteterne i Umeå og Uppsala påvist, skriver Magasinet Arbejdsmiljø. 

Forskerne har også regnet sig frem til, at mandag er langt den farligste ugedag, når det drejer sig om blodprop i hjertet. Dog supplerer de med det mere opløftende budskab, at risikoen er mindst i ferietiden om sommeren. 

Kritisk analyse

Til analyserne har forskerne anvendt data fra 156.690 hjertetilfælde, der blev registreret over otte år fra 2006 til 2013. Registreringen er sket i det nationale kvalitetsregister Swedeheart. For at komme så tæt som muligt på brugbare svar delte de data op i undergrupper; mænd, kvinder, pensionister, personer i arbejde, første hjertetilfælde, tilbagevendende tilfælde og særlige former for hjerteinfarkter med betegnelsen STEMI og NSTEMI. 

Forskningsleder John Wallert,
Uppsala Universitet, fremhæver,
at både symptomstart og indlæggelse på sygehuset er med i undersøgelsen. Derved afkræftes tidligere hypoteser om fejlregistrering
og kvien sig ved at køre til behandling i fritiden som forklaring på variationer i
antallet af hjertetilfælde. 

Samtidig kunne forskerne udelukke andre forklaringer
som for eksempel temperatur eller udlandsrejser. Tidligere studier har desuden
peget på, at jordskælv og
VM i fodbold kunne trigge
hjerteanfald. Men selv når man tager disse og andre forhold i betragtning, viser tallene, at de fleste hjerteinfarkter sker om mandagen, og at der sker færrest i juli, hvor det meste af Sverige holder ferie. 

Mandag-morgenstress 

Forskerne understreger, at selv om man altid bør være forsigtig med at tilkendegive årsag-virkning, er  der ikke så mange andre mulige årsager tilbage end mandag-morgenstress, julestress og sidst på måneden-stress til at forklare udsvingene. 

John Wallert mener, at balancen mellem arbejde og hvile i det store og hele fungerer i overensstemmelse med det biologiske ur hos mennesker med almindelige arbejdstider. Men timingen er ikke helt perfekt. Hvorfor eksempelvis stå tidligt op om mandagen, når det er ok at sove længe om søndagen, spørger han og underbygger sin pointe med, at gruppen af patienter, der fortsat var i arbejde, havde den største risiko i hjerteinfarkter på netop mandage, sammenlignet med andre grupper. 

Kilder: Wallert J, Held C, Madison G, Olsson E: “Temporal changes in myocardial infarction incidence rates are associated with periods of perceived psychosocial stress: A SWEDEHEART national registry study”, American Heart Journal 2017. 

ARTIKLEN ER SKREVET AF:

Niels-Erik Karkov

DEL ARTIKEL