Yoga har effekt på migræne

Personer, som lider af migræne eller hovedpine har mulighed for at lindre lidelserne ved at dyrke yoga. 

Det viser et studie med 114 personer, der alle led af migræne. De blev delt op i to grupper. Den ene gruppe fik alene medicin mod deres migræne. Den anden gruppe blev givet medicin og skulle samtidig dyrke yoga et par gange om ugen.

Yoga-undervisningen varede kun en måned og bestod i yoga tre gange om ugen. Deltagerne blev derefter bedt om at fortsætte med yoga på egen hånd i fem dage om ugen. Efter i alt tre måneder blev det undersøgt, hvor meget det havde påvirket deres migræne. 

Begge grupper fik mindre hovedpine i løbet af studiet. Men deltagerne i yoga-gruppen udtrykte mindre smerteintensitet, lavere brug af medicin, færre tilfælde af hovedpine og mindre forstyrrelser i dagligdagen på grund af migræne. 

Ved studiets start havde gruppen, som praktiserede yoga, omkring 9 tilfælde af hovedpine pr. måned. De endte med cirka 4 tilfælde pr. måned. De opnåede altså en halvering. De, der alene fik medicin, havde til gengæld blot en reduktion på 12 procent. 

Professor Rohit Bhatia mener, at yoga har en gavnlig effekt, fordi det hjælper på stresshåndtering. Den almindeligste årsag til migræne er stress. 

Migræne kan skyldes depression, bekymringer, udmattelse, muskelspændinger og sensorisk overbelastning. Men den hyppigste årsag er stress. Yoga mindsker aktiviteten i det sympatiske nervesystem, som står for kroppens respons i stressende situationer. Så når man kan berolige det sympatiske nervesystem, er det ensbetydende med mindre stress. 

Yoga kan også afhjælpe migræne ved at mindske spændinger i kroppen. ”Da yoga er er en skånsom måde både at påvirke krop og sind, så har yoga en positiv effekt på migræne. Yoga forbedrer humøret, sænker depression, virker mod angst og bekymringer,” bemærker professoren om de mange gavnlige sider af yoga. 

1 ud af 10 deltagere i yoga-gruppen slap helt af med hovedpine. Det lykkedes ingen af deltagerne i gruppen, som alene fik medicin, at slippe af med hovedpine. 

Yoga-gruppen sænkede desuden deres indtag af piller med 47 procent. Yoga virkede altså så godt, at deltagerne fik langt mindre behov for medicin. 

Det kan du gøre

Hvis du lider af stress, migræne eller hovedpine, så er der særligt gode grunde til at dyrke yoga et par gange om ugen. 

Rohit Bhatia er ansat ved All Institute of Medical Sciences, Indien. Studiet blev bragt i tidsskriftet Neurology. Oversættelse og redigering af Magasinet Sundhed.

DEL ARTIKEL