Tilpas din seksualitet til din alder
Man skal tilpasse sin seksualitet til sin alder og acceptere, at man måske ikke kan præstere det samme som i sin ungdom. Gå ikke i panik, men se i stedet nye muligheder.
”Man skal tilpasse sin seksualitet til sin alder. Det bliver jeg også selv nødt til”. Sådan siger Torben Bæk Klein, Ledende Psykolog, Psykiatrisk Afdeling fra Odense Universitetshospital, OUH. Han tilføjer, at det godt kan være svært for rigtig mange mænd, at de ikke kan yde det samme, som da de var yngre.
Torben Bæk Klein lægger ikke skjul på, at han møder mænd, der er fortvivlede.
”Det er klart mest alvorligt for de mænd, som mister potensen og får vanskeligt ved at gennemføre eller slet ikke kan gennemføre et samleje på grund af prostatakræft, diabetes, hjertekarsygdomme eller andre sygdomme. Det kan alt sammen være med til at begrænse en mands muligheden for erektion og til at gennemføre et samleje”, fortæller Torben Bæk Klein, som oplyser, at det er vanskeligt for mange at erkende, at det bliver sværere og sværere at få erektion efterhånden, som de bliver ældre.
Følelser er vigtige
”Det er særligt nogle modne mænd, der har nogle urealistiske forventninger til deres egen formåen”, siger Torben Bæk Klein, der bekræftes i dette synspunkt af blandt andre sexolog, Marianne Egense.
”Der opstår en sorg over ikke at kunne præstere som tidligere. Derfor drejer det sig også om at hjælpe den enkelte mand og hans partner til at nyorientere sig om, hvad der er muligt. Det er for eksempel vigtigt, at de ikke fortvivler, men også ser mulighederne i deres situation”, fortæller psykologen, som er tilknyttet urologisk- og sexologisk afdeling på OUH.
Derfor drejer det sig i høj grad om at acceptere, at et sexuelt forhold mellem mennesker er et spørgsmål om kommunikation. Det behøver ikke at indbefatte et samleje, selvom mennesker i vores kulturkreds er vant til, at det er samlejet, der er i fokus, når vi taler om seksualitet og følelsesliv.
Omkodning nødvendig
Helt konkret nævner Torben Bæk Klein et eksempel med et par i 40-årsalderen, som han i første omgang bad om at dyrke sex uden at berøre hinandens og deres egne kønsorganer, så de kunne genfinde både deres egen og partnerens krop.
”Det er vigtigt at lære at stimulere hinanden som hele mennesker. At nyde og acceptere både sin egen og den andens krop uden kønslig omgang”, siger han, og gør opmærksom på, at seksualitet drejer sig om hele kroppe.
”Det drejer sig om at lære at være åbne over for hinanden, og forstå hele kroppens sanseapparat. Derfor anbefaler jeg også parrene at læse blandt andet Preben Hertz bøger om ældres seksualitet.”
Kropsbevidsthed er helt afgørende. Derfor anbefaler Torben Bæk Klein også gerne mænd at røre ved sig selv, når de går i bad.
”Det er også et spørgsmål om at få forståelse for, at der er dage, man ikke kan eller har lyst. At man bliver ældre og har nogle andre kvaliteter. At det kræver noget andet at få erektion, og at vi skal bruge tid til at være sammen”, siger psykologen, der gør opmærksom på, at både mænd og kvinder må lære at acceptere at blive ældre.
”Hvis der kommer sygdom oven i købet, har man balladen. Derfor er det et spørgsmål om hele tiden at omkode og forstå sin seksualitet, så man får redskaber til at komme videre i livet.”
”Det er forståeligt, at både mændene og deres ægtefæller bliver triste og usikre, når seksuallivet påvirkes”, siger Torben Bæk Klein, som glæder sig over, at han og hans team ofte kan hjælpe.