Stamceller skal styrke erektion

Forskning og nye behandlingsmetoder inddrages i banebrydende forsøg for at øge livskvaliteten blandt mænd med rejsningsbesvær.

Selvom der findes mange muligheder inden for behandling af rejsningsbesvær, er det ikke alle, der har lige god effekt af behandlingerne. Derfor forskes der hele tiden i nye behandlingstiltag. 

Som mange andre steder indenfor det medicinske område har man i de seneste år rettet fokus mod stamcellerne. 

”Tænk hvis en enkelt indsprøjtning kunne kurere rejsningsproblemer en gang for alle”, siger læge og Ph.d. studerende Sabrina Toft Hansen fra Odense Universitet.

Hun gør samtidig opmærksom på, at både patienter og behandlere efterspørger det vidundermiddel, som vil give dem den fuldgyldige seksualitet og livskvalitet tilbage.  

Om stamcellerne ved vi, at de findes i navlesnoren, knoglemarven og i vores fedtvæv. Stamceller kan udvikle forskellige typer af celler og dermed erstatte ødelagte celler.

”Stamceller har dog også en anden egenskab, de kan nemlig udsende en masse faktorer, som gør, at ødelagt væv omkring dem bliver repareret. Forskningen viser, at hvis man kan flytte stamcellerne hen til ødelagt væv, så kan de være med til at udbedre skaderne på vævet”, fortæller Sabrina Toft Hansen. 

”Specielt patienter, der har fået fjernet deres prostata, blærehalskirtel, på grund af kræft, har meget sparsom effekt af de behandlingsmuligheder, som er tilgængelige i dag. De nerver, som er ansvarlige for rejsning, har tæt relation til blærehalskirtlen, og selvom man nogle gange kan undgå helt at fjerne nerverne ved operationen, oplever patienterne alligevel problemer med rejsningen bagefter. Det sker, fordi nerverne bliver sat ud af funktion i en periode, og det vil i sidste ende medføre, at der dannes arvæv i svulmelegemerne i penis. Dette arvæv kan kroppen ikke reparere af sig selv, og når nerverne igen er funktionsdygtige, vil rejsningen blive dårligere end før operationen.”

Fedtvævet er rigt på stamceller for eksempel lige under huden på maven. Det har fået Sabrina Toft Hansen og andre forskeres opmærksomhed, fordi det er nemt tilgængeligt og derved nemt kan fjernes ved en fedtsugning. Efterfølgende kan man isolere stamcellerne fra fedtvævet, så man kun har en opløsning af stamceller. Denne opløsning sprøjtes så ind i væv, hvor man vil afprøve stamcellernes virkning.

På Odense Universitetshospital har man som et af de første steder i verden lavet et forsøg, hvor man netop isolerede stamceller fra fedtvævet udtaget ved en fedtsugning på maven. Bagefter blev stamcellerne sprøjtet ind i svulmelegemerne i penis. Forsøget viste, at deltagerne ingen bivirkninger havde af, at man flyttede stamcellerne fra et sted til et andet på kroppen. Der deltog kun patienter, der havde fået fjernet deres blærehalskirtel på grund af kræft, og flere af dem oplevede en positiv effekt af behandlingen, således at deres rejsning blev forbedret.

”Denne viden om stamcellers effekt på rejsningsevnen har dannet grundlag for endnu et videnskabligt lodtrækningsforsøg med aktiv eller snyde (placebo) behandling med flere patienter, som dog også alle sammen har fået fjernet deres blærehalskirtel. I dette forsøg håber man at få endnu mere viden om, om stamceller er vejen frem til at kurere rejsningsproblemer i fremtiden”, siger Sabrina Toft Hansen.

ARTIKLEN ER SKREVET AF:

Overlæge Lars Lund & Nils Sjøberg

DEL ARTIKEL