Sex og babymos
Det er et must at kunne acceptere sig selv og sine følelser i forskellige situationer. Som mor, veninde, datter og kæreste og så videre. Men hvordan får man det til at fungere?
Jeg sidder med mange nybagte forældre i min konsultation. De har guldklumpen med, som ofte bliver ammet eller er begyndt at kravle rundt i lokalet. For de fleste kan det være svært at få gang i sexlivet efter en fødsel. Det er meget naturligt, vil de fleste, der har fået børn, nok tænke.
Man er blevet forældre. Der er nye roller til både mand og kvinde. Brysterne er babyens madpakker 24 timer i døgnet. Det går ud over søvnen. Der er usikkerhed og hormonpåvirkning. Kroppen er forandret.
Det er alt sammen helt normalt og forståeligt, hvis man har prøvet det. Men jeg fornemmer også, at det er svært for mange kvinder at genfinde den seksuelle kvinde og samtidig forlige sig med det at være mor. Det kan være svært at forene den lidenskabelige kvinde med moderskabets følelser. Hvorfor er det sådan? Den ene side udelukker jo ikke den anden.
Kvinder og par henvender sig derfor ofte med netop det spørgsmål. Hvis man skal være et helt menneske, skal alle sider og facetter af én helst integreres. Kvinder har flere sider. De er for eksempel døtre, søstre, mødre, veninder, kærester – og seksuelle kvinder.
Som kvinde vil du vise disse sider af dig selv i forskellige situationer. Når du for eksempel er sammen med veninder, så er det oplagt veninde-siden, der er mest synlig, mens de andre sider ligger lidt i baggrunden. Når du så kommer hjem til din partner, kommer kæreste-siden frem. De forskellige sider bruges altså, hvor de hører til. Men de er alligevel allesammen med til at gøre dig til netop dig.
Det er derfor også helt ok at være kæreste og seksuel kvinde, selvom du er blevet mor. Der går intet fra dit barn. Dit barn får tværtimod en mere glad og tilfreds mor og måske én med mere overskud til endnu en dag med bleskift og amning og en nat med søvnmangel.
Forkvaklede idealer
En anden side af den seksuelle udfordring kan være kvindens tilgang til sin krop. Hun vil måske føle, at der er et par kilo i overskud og at kroppen ser forkert ud.
Jeg vil derfor anbefale dig som kvinde at sætte dig ud over ”idealerne” om den slanke, faste og spændstige figur og acceptere din krop, som den er netop nu. Det er desværre lettere sagt end gjort, på grund af alle de budskaber, vi bombarderes med fra nær og fjern.
Kærligheden til din krop og dig selv bør være stabil og ikke svinge alt efter din vægt og din form. Du skal leve med din krop hele livet og den vil uundgåeligt forandre sig. Det er vigtigt at holde af sig selv – altid.
Som en lille sidebemærkning: Det er i øvrigt sådan, du bliver den bedste rollemodel for dit barn. Dit barn skal helst også vokse op og føle sig ikke blot ”god nok”, men rigtig og værdsat, uanset deres udseende.
Derudover kan du være rigtig stolt af din krop, som har gået igennem forunderlige ting og stor smerte. Man kan ikke forvente, at den ser ud som før sådan en omgang. Moderskabet er en investering. Den vil koste dig bekymringer, udmattelse og muligvis en forandret krop. Men det er en pris, som de fleste mødre nok er glade for, at de valgte at betale.
Flere nye bøger handler om, hvordan man får flad mave og spændstige bryster efter fødslen. Det er fint med bøger, som hjælper kvinden til en sund krop og tager højde for, hvordan fødslen har påvirket fysikken. Men nogle af disse bøger lever højt på mødre med lavt selvværd og dyrker og fremmer kvindens usikkerhed. Hvad med prioriteterne? Er jagten på den ”perfekte krop” virkelig det vigtigste netop nu?
Medierne bombarderer os med budskaber om, hvordan vi skal se ud. Virksomheder er bevidste om, at der er masser af penge i vores usikkerhed og gør glædeligt brug af tricket. Det gælder ikke mindst på de sociale medier og internettet. Så mange af os er nærmest konstant omgivet af disse budskaber. Det er derfor sundt at huske på, at billederne som regel er falsk varebetegnelse og at de i hvert fald oftest er unge kvinder, som ikke har født. Der er ingen grund til at sammenligne sig selv med noget, der ikke er virkelighed.
Selv hvis kroppen forbliver forandret, så er den et vidnesbyrd om de store ting, du har udrettet. Jeg er sikker på – eller i hvert fald håber jeg – at din kæreste eller ægtefælle ser på dig med ekstra beundring og har forståelse for, at din krop har forandret sig. Man kan sagtens have dejlig sex, selvom kroppen har forandret sig. Med tiden ville begge jeres kroppe forandre sig under alle omstændigheder, og det handler om at blive ved med at søge og finde kærligheden i hinanden. Nærheden eksisterer endnu, selvom kroppene er ændret.
Du skal heller ikke lade dig bekymre for meget om, hvorvidt din krop ”heler” sig langsommere end dine veninders. Måske du tænker, at der er noget galt med dig, når din krop ”heler” så langsomt. Men husk på at hver krop er unik. Du kan ikke forvente det samme af din krop, bare fordi du ser det hos andre.
For at hvile i dig selv er det nødvendigt at kunne acceptere dig selv og dine følelser. Måske du er ked af, hvordan din krop ser ud netop nu. Men det er ok at være ked af det. Acceptér og udforsk dine følelser. Vær nysgerrig og tal om dem med din kæreste eller ægtefælle. Du vil sandsynligvis opleve, at din partner faktisk finder dig ekstra tiltrækkende, fordi du er bevidst om dine følelser og står ved dig selv, som du er.
Det er sundt at tale sammen om den nye situation. I har nok fået barn sammen, fordi I har nære følelser for hinanden og mestrer at tale om tingene. Det er langt bedre at tale om det, end at det kan bygge sig op til et tabu. Din kæreste eller ægtefælle vil bedre kunne forstå dig, hvis I taler tydeligt sammen. Forståelse og åbenhed er altid grundlæggende i forholdet.
Det handler ikke bare om ”sex”. Det handler om følelser. Din partner kan sikkert godt klare sig en tid uden sex, hvis det er, hvad du har behov for. Medierne har ikke kun skabt stereotyper om kvindekroppen, de har også skabt forkvaklede forestillinger om mænds seksualitet. Blandt hinanden er vi heller ikke altid for gode til at lægge stereotyperne til side.
Giv ham muligheden for at være åben og ærlig. Uden at han skal sige det, han tror, du vil høre. Mød ham med nysgerrighed og slet alle fordomme. Vi skal altid passe på med at putte os selv og hinanden i bokse.
Der er ingen grund til at hoppe på forestillinger om, at ”mænd bare vil have sex”. Hver person er unik – det gælder både kvinder og mænd. Vores forhold til sex udvikler og forandrer sig hele tiden. Ligesom andre sider af vores personlighed. Det er med til at give livet indhold og fornyelse. Det er derfor sundt at være åben om det og ikke regne med, at tingene er status quo.
Måske du endda vil blive overrasket og opdage, at din partners seksualitet også har forandret sig for en tid. Han har også været store følelsesmæssige omvæltninger igennem, og er muligvis træt og udmattet.
Uanset hvad han fortæller, så vær dig selv bekendt, gør hvad der føles rigtigt og lad dig ikke presse til noget for at tilfredsstille din partner. Men din partner har med garanti behov for at vide, at du stadigvæk elsker ham lige så meget som før og at du ikke har valgt ham fra. Der må ikke opbygges en usikkerhed om jeres følelser for hinanden.
Husk på, at din mand stadigvæk har behov for at blive anerkendt for sit udseende og sin seksuelle tiltrækningskraft, selv hvis I ikke har sex. Det kan muligvis være svært og akavet for dig at give udtryk for, at du synes, han er flot, i en tid hvor du måske har usikkerhed om dit eget udseende. Det er endnu en grund til, at du ikke må lade dig undergrave af forkvaklede forestillinger om det ”rigtige” udseende.
Selvom I har fået et barn sammen, så er han stadigvæk nr. 1, når det kommer til de sider af tilværelsen. Han må ikke tvivle på sin placering og føle, at han er blevet presset ned på andenpladsen. Det må aldrig blive en konkurrence mellem børn og forældre.
Så læg ikke for stort pres på dig selv eller din partner og tal i stedet åbent om tingene. Det er sikkert en travl og følelsesladet tid, men det kan altid betale sig at tale om jeres følelser og oplevelser.