Hjælp ved hånden

Bækkenbundstræning og akustiske bølger er kun et par muligheder for hjælp til mænd med svigtende erektion. Penispumpen, potensmidler og protese er et par andre.

”Det er som med en brækket arm, der har været i gips: Når gipsen tages af armen, er musklerne i armen meget små og slappe. Det samme er tilfældet med en penis, der ikke har været erigeret længe. Derfor skal svulmelegemerne trænes op igen”, siger professor Lars Lund, som oplyser, at man på sexologisk afdeling på Odense Universitetshospital har en penispumpe, så patienterne kan få en idé om, hvordan den skal bruges.

”Ved at indføre penis i en sådan pumpe, får man skabt et undertryk, der giver manden en tilstrækkelig rejsning, hvorefter han kan påsætte en penisring, som gør det muligt at gennemføre et samleje.”

Penisringen kan fjernes, når manden har fået orgasme. Pumpebehandlingen er specielt god til mænd, som lider af nervepåvirkning, for eksempel sukkersygepatienter.

Chokbølgebehandling, ESWT, kan i udvalgte tilfælde også være en god metode, som hjælper cirka 60 procent af patienterne. 

Man har også små stifter med stoffer, som virker afslappende på muskulaturen i svulmelegemet og derved frembringer en rejsning. 

Disse stoffer kan indgives som en lille stift kaldet MUSE eller gives som dråber, der dryppes ind i urinrørsåbningen vitaros. ”Disse midler er meget potente og kan også, i nogle tilfælde, være en god hjælp”, oplyser Lars Lund.

Stifterne og dråberne indeholder samme midler, som også er kendt som Caverject. Dette er et godt hjælpemiddel og hjælper oftest over 90 procent af alle mænd, som har vanskeligt ved at få erektion eller at gennemføre et samleje. Bivirkningen til en sådan behandling er vedvarende rejsning, som kræver henvendelse på en skadestue med henblik på modgift.

”Der er også kombinationspræparater til at injicere med, som er meget effektfulde. Det gælder for eksempel Invicorp. Men det kan også være nødvendigt at tilbyde patienten en protese, hvoraf man har flere forskellige slags. Dels er der stive plastikrør, som man indopererer i svulmelegemet og bøjer penis op og ned, så den nærmest er erigeret hele tiden, dels en slags ballon, som indopereres i svulmelegemet, og ved hjælp af et pumpesystem bliver disse balloner fyldte, således at det medfører en rejsning.”

3-5 procent af alle mænd med erektil dysfunktion ender med en protese. Disse operationer udføres i Skejby ved Aarhus og på Herlev Sygehus.

ARTIKLEN ER SKREVET AF:

Nils Sjøberg

DEL ARTIKEL