Når musik gør ondt i hovedet

Omkring 5 procent af verdens befolkning lider af en sygdom, der gør dem ude af stand til at finde nydelse i musik. Der er musik overalt og det betyder altså, at for disse mennesker opfattes verden helt anderledes.

På engelsk kaldes sygdommen eller fænomenet ’specific musical anhedonia’. På dansk er vores nærmeste betegnelse ’tonedøvhed’. Som du kan læse i denne artikel, er de to begreber ikke helt overlappende. Af sproglige årsager vil artiklen dog primært bruge den danske betegnelse. 

Professor Peter Vuust fra center for musik- og hjerneforskning ved Aarhus Universitet forklarer: ”Tonedøvhed er manglende evne til at skelne melodiske intervaller. Den kan være medfødt eller opstå senere i livet som følge af en neurologisk sygdom som for eksempel ved et slagtilfælde. Mennesker, som er tonedøve, er ude af stand til at skelne melodier fra hinanden, kan ikke synge melodier, så de er forståelige for andre og har typisk ingen fornøjelse af musik.” 

Opleves pinligt

Det anslås, at omkring 5 procent af alle mennesker lider af tonedøvhed. Men det er vanskeligt at sige, fordi mange mennesker holder sygdommen skjult.  

Personer med sygdommen har indtryk af, hvordan andre føler, når de lytter til musik. De kan som sådan godt opfatte og identificere musik. Og er endda i stand til at beskrive hvilken stemning, musikken forsøger at formidle. Men de kan slet ikke selv få glæde af musik.

”De har ingen problemer med at sige: Denne sang er melankolsk eller den udtrykker glæde. De kan bare ikke selv opleve det,” forklarer hjerneforskeren Robert Zatorre, McGill University. ”De ved, hvad det er hensigten, at musikken skal give os. De får bare ikke selv nogen oplevelse ud af det.” 

De vil som regel opleve musik som en mellemting af kedeligt og forstyrrende, og enten opleve musik som ubehageligt eller være ligeglade. Sygdommen påvirker imidlertid ofte selvværdet og humøret. 

Man risikerer at føle sig anderledes, misforstået og udenfor. ”Det kan godt få dem til at føle sig mærkelige. Alle vil gerne passe ind. Går de til en fest med musik, så vil de følge med og lade som om, at de kan lide musikken ligesom de andre,” forklarer Robert Zatorre om, hvorfor det er så svært at sætte præcise tal på antallet af tonedøve.   

Føler sig mærkelige

ZME Science, som bringer nyheder om helbred og videnskab, har interviewet en kvinde, som lider af ’specific musical anhedonia’. Hun fortæller, at al form for musik i hendes ører bare er et virvar af lyde, der giver hovedpine og stress. Hun er ude af stand til at adskille toner, de virker ensartede og monotone.

Ligesom så mange andre med fænomenet, holdt hun det skjult under sin opvækst. Hun sang i kor og spillede i et skoleband. Hun deltog i aktiviteterne på grund af det, hun betegner som ”socialt pres” og ikke fordi hun holdt af musik. 

Inden hun fik diagnosen, undres hun over, hvorfor hun ikke kunne finde nogen glæde i musik. Hun kontaktede derfor University of Montreal, Canada, som undersøgte hende og fastslog, at hun er tonedøv. 

Hun har udmærket hørelse, opfatter stemmer og lyde helt normalt. ”Hendes forhold til musik er en isoleret fejl i en ellers fuldstændigt normalt fungerende hjerne,” fastslår universitetet. 

Ingen belønning

Det er først inden for de seneste år, at ’specific musical anhedonia’ er blevet anerkendt og beskrevet i videnskaben. Det er sket samtidig med, at der er kommet mere forskning i hjernens belønningscenter. 

Forskning omhandlende belønningscentret har fået større vægt, efterhånden som der er kommet fokus på, at belønningscentret har indflydelse på risikoen for eksempelvis spiseforstyrrelser, stofmisbrug og ludomani. 

Da det canadiske McGill University satte sig for at gennemføre deres studie, var det netop for at få større indblik i de reaktioner, som musik skaber i belønningscentret. De tonedøve forsøgspersoner blev testet i en MR-scanner. Ud fra disse tests kan det fastslås, at musikken ikke vækker aktivitet i belønningscentret. 

Belønningscentret kunne imidlertid godt aktiveres normalt i forbindelse med andre aktiviteter. Det blev påvist ved at deltagerne deltog i væddemål. Her lyste belønningscentret op, når de vandt.  ”Deltagere, der ikke reagerede på musik, viste alligevel fuldstændigt normal respons på væddemålet,” forklarer hjerneforskeren Robert Zatorre.

Han uddyber, at det er interessant, fordi man tidligere troede, at belønningscentret er et ”alt eller intet”, som enten reagerer på alle stimuli eller slet ikke reagerer på nogen. 

Kommunikation I hjernen

University of Montreal har udført et studie med 20 personer – halvdelen med sygdommen og halvdelen uden. Studiet viste, at tonedøve er ude af stand til at høre forskel på forskellige toner. 

De fleste af os kan genkende, om en tone er høj eller lav, lys eller mørk. Men tonedøve mangler denne egenskab. De kan godt høre en forskel, men hjernen bearbejder den ikke på samme måde.

Universitetet forklarer, at tonedøvhed skyldes en manglende forbindelse mellem to punkter i hjernen. Det drejer sig dels om et område i hjernen, der modtager og opfatter lyde – og dels et, der vedrører vores bevidsthed.

Tests gennemført ved hjælp af MR-scanner viser, at en tonedøv persons hjerne i første omgang opfanger tonerne på samme måde som flertallet. Det er i næste trin, at der sker en fejl. 

Hos ikke-tonedøve kan der aflæses en kontakt i hjernen: Området, der tager imod tonerne, kommunikerer det videre til et område, der gør den lyttende bevidst om lyden. 

Hos tonedøve mangler denne kontakt i hjernen. Med andre ord: Lyden kommer ind i hjernen, men bliver ikke kommunikeret videre til bevidstheden. 

Vores glæde ved musik afhænger i høj grad af denne kommunikation. Personer, der nyder musik, har en velfungerende kontakt mellem registrering af lyden og de områder, der vedrører bevidsthed, lykke og belønning. 

”Oplevelsen, du har med musik er forbundet med denne respons. Jo mere kommunikation mellem disse to systemer, desto større sandsynlighed vil der være for, at du får nydelse ud af at lytte til musik,” forklarer Robert Zatorre.

Den manglende kommunikation kan opstå som følge af hjerneskade. Derudover er tonedøvhed genetisk betinget. Det vil sige, at tonedøvhed som regel går igen hos flere familiemedlemmer. 

Håb for alle

Forskerne bag de nævnte studier ønsker at fremme tonedøves livskvalitet. De håber, at tonedøve holder op med at føle sig pinlige og mærkelige – og at omverdenen får større forståelse. På sigt er det målet, at tonedøve skal få glæde af musik. ”Det langsigtede mål er at forstå hjernens mekanismer godt nok til, at vi kan skabe programmer eller systemer, der kan forbedre oplevelsen af toner hos disse mennesker og give dem adgang til musik,” forklarer forskerne samstemmende.