Styrk hørelsen

Hørelsen kan bevares bedst muligt ved at passe på den. Desuden kan man styrke hørelsen gennem en række øvelser, som blandt andet styrker blodomløbet.

Hørelsen er optimal, når vi bliver født, og den bliver dårligere og dårligere livet igennem. Alligevel kan vi gøre rigtig meget hørelsen gennem livet. En række helt konkrete øvelser kan udskyde høreapparaterne og tinnitus. Samtidig er det dog vigtigt at opfatte høreapparaterne som et hjælpemiddel på lige fod med briller til øjnene. Ønsker man at bevare og styrke hørelsen mest muligt, kan man gøre flere ting:

Hold øregangen fri: Lad være med at stoppe vatpinden helt ind i øret. Fjern kun synligt ørevoks. 

Sænk lydstyrken: Skru ned for lyden i bl.a. fjernsyn og computer. Det får hjernen til at arbejde hårdere for at høre og styrker evnen til at fokusere på lyden.

Sluk for baggrundsstøj: Hav kun én lydkilde. Sluk for baggrundsstøj – f.eks. fjernsyn og radio.

Brug høreværn og beskyt ørerne: Sænk lydniveauet ved hjælp af høreværn ved støj fra diverse maskiner, plæneklippere og elværktøjer. Brug beskyttelse i form af ørepropper i miljøer med mere end 85 decibel. Det svarer til en brandalarm eller blender. Oplever man lyd, der er for høj i en lang periode, kan der ske permanent skade på ørerne og høretab. 

Tal stille og roligt: Tal med andre på en rolig måde. Det får hjernen til at udvælge tonale ændringer i stemmen, i stedet for at fokusere på høje lyde.

Vær tavs: Tilbring tid i tavshed. Det øger hjernens evne til at hente alle de små lyde, som vi normalt ikke ville høre på grund af baggrundsstøjen som musik eller tv. 

Hvil ørerne: Giv ørene en pause efter at de er blevet udsat for støj ved at undgå ekstra høje lyde og benytte ørepropper eller høreværn.

Vær opmærksom: Vær opmærksom på tegn og symptomer på høretab. Det er et symptom på høretab, når man f.eks. må bede folk om at gentage eller konsekvent skruer op for lyden på en radio- eller tv.

Regelmæssigt eftersyn: Et sundhedseftersyn hos den praktiserende læge bør også omfatte ørerne. Lægen kan lave en høreprøve.

Øvelser med høreapparatet

Tag dig god tid til at vænne dig til høreapparatet. Start med at bruge høreapparatet nogle få timer om dagen. Forøg træningstiden gradvist hver dag. 

Øvelse 1: Lyt

Læs noget højt for dig selv. Vær opmærksom på, at din stemme kan lyde mærkelig i starten. Lyt også til lyden af dine skridt og dit åndedræt. Lav bevidst svage lyde. Skriv de lyde ned, som du kan høre. Beskriv lydene med tillægsord (f.eks. klar, mørk, raslende, …) og vurder dem (behagelig, underlig, sjov, velkendt, …).

Øvelse 2: Følg med I en samtale

Når du er tilfreds med øvelse 1. Ring op og tal kortvarigt med en person. Tal derefter med en person i rolige og stille omgivelser. Samtalerne må ikke vare for lang tid. Tag dig god tid og tal roligt. Til sidst skal du se fjernsyn eller høre radio i stille omgivelser.

Øvelse 3: Lær at tolerere kraftige lyde

Når du er tilfreds med øvelse 2. Før en samtale i støjende omgivelser. Det er svært, men vær tålmodig. Det skal nok lykkes efter nogle dage eller uger. Du skal bare blive ved med at øve dig.

Øvelse 4: Lær at fokusere din hørelse

Når du er tilfreds med øvelse 3. Det næste skridt er at holde fokus og opmærksomhed, når du lytter. I situationer med kraftig støj skal selv personer uden hørenedsættelse koncentrere sig for at høre det vigtige og ignorere resten.

ARTIKLEN ER SKREVET AF:

Nils Sjøberg

DEL ARTIKEL