Pollen findes alle steder

Vi kan ikke undgå kontakt med pollen. Men vi kan gøre meget for at begrænse mængden af pollen i vores hverdag.

ID 143716696 © Seventyfourimages | Dreamstime.com

Uanset hvor vi går, står og ligger, kommer vi alle i kontakt med milliarder af pollen i løbet af et år. Det er udendørs, indendørs, i haven, på vej til arbejde eller i skole. I bilen og alle andre steder. For en ud af fire er kontakten med pollen så problematisk, at de blandt andet oplever symptomer, som kløe i øjne, næse og svælg.

Sundhedsstyrelsen anslår derfor, at mere end en million er allergikere og at der alene er over 400.000 græspollen allergikere.

Magasinet Sundhed videregiver her nogle af de råd, som er indhentet af allergikere over længere tid.

Udendørs

Udendørs kan du mindske pollen ved at bruge solbriller og cykelbriller. Du kan også bruge et af de mange ubrugte mundbind og ansigtsmasker, som ligger tilbage fra corona-tiden, hvor påbuddet om at have dem på i offentlig transport forsvandt så hurtigt, at rigtig mange har et enkelt eller to liggende hjemme i skabet.

Der findes også pollen-masker, så du ikke indånder luft med pollen.

Da man ikke kan undgå at komme i kontakt med pollen, er det anbefalelsesværdigt at vaske eller skylle sit hår inden sengetid, så man ikke får pollen med i seng. Det kan også være en god ide at begrænse mængden af udendørsaktiviter.

Hvis du har allergi over for svampesporer, så undgå skoven, når det er fugtigt eller lige har regnet. Når du cykler eller løber, bliver du udsat for store mængder pollen, des mere du anstrenger dig. Derfor er det vigtigt at du er velbehandlet, hvis du cykler og har høfeber, allergi eller astma og bruger den medicin, som du bliver anvist.

Haven

I haven bør du lade andre vende kompostbunken og undgå træflis i blomsterbedene. Du skal også lade andre slå græs, hvis du har allergi overfor græspollen. Mange med allergi over for græspollen reagerer også på saften i græsset. Selvom du ikke kan undgå pollen, kan det mindske mængden af pollen lokalt, hvis du fælder dit eget birketræ.

Trafikken

I trafikken kan man begrænse kontakten med pollen ved at holde bilens døre, soltag og vinduer lukkede. Det kan derfor også være en idé at få installeret et pollenfilter i ventilationsanlægget og indstille ventilationen på recirkulation.  

Har du mange høfebersymptomer, bør du overveje, om du udgør en risiko i trafikken. Du skal jo gerne kunne se ud af øjnene, når du færdes i trafikken.

Indendørs

Indendørs er det en god idé at gøre rent en gang om ugen for at fjerne de pollen, som har sat sig i støvet. Og et brusebad før sengetid for at vaske pollen ud af håret, der har samlet sig der i løbet af dagen.

Bor du et sted, hvor der er ventilationsanlæg i boligen, kan det være en god idé at få installeret et pollenfilter, hvis det er muligt. På den måde slipper du for at pollen udefra bliver ført ind i boligen og rundt mellem flere lejligheder, hvis ventilationsanlægget er etableret på en sådan måde, at luften cirkulerer rundt i bygningen.

Uanset om du bor i lejlighed eller i enfamiliesbolig skal du altid sørge for at få luftet ud, da det er godt for indeklimaet. Du skal derimod undgå at lufte ud midt på dagen, hvor der normalt er flest pollen i luften.

Hvor mange pollen der kommer ind i boligen, afhænger af, hvor tæt boligen er, hvornår du lufter ud og hvor mange pollen du selv ”medbringer”, når du har været ude og kommer ind i boligen. Det kan for eksempel være via tøj, sko og i håret. Pollen kan sætte sig i luftrøret og i tøj. Du bør derfor bruge tørretumbler i pollensæsonen.

Udover alle de udefra kommende påvirkninger fra alle de steder de går, står og ligger, så skal du også være opmærksom på de krydsreaktioner de forskellige fødevarer kan have. Du kan se mere i skemaet. HOLD ØJE MED KOSTEN  

Hold øje med kosten

Det er almindeligt, at personer med pollenallergi også kan få høfebersymptomer, når de spiser bestemte fødevarer.

Det er almindeligt med krydsreaktioner. Blandt allergikere med birkepollenallergi har over 50 pct. en krydsallergi over for én eller flere fødevarer. Hos personer med græs- og bynkepollenallergi er fænomenet mindre hyppigt. Pollenallergikere kan i sjældne tilfælde få symptomer af at spise eller drikke fødevarer, som indeholder pollen. Det kan eksempelvis være honning, kamille og nogle helsekostprodukter. Det er dog langt fra alle, som oplever symptomer.

Krydsreaktioner

Græspollen:

FrugtAppelsin, banan, melon.
GrøntsagerGrøn peber, pastinak, selleri – knold og blad – tomat, ærter.
NødderJordnødder, peanuts, jordbær.
AndetÅersille, purløg, visse kryddersnapse, vermouth, solsikkekerner, kamille.

Birkepollen:

FrugtAbrikos, blomme, fersken, kirsebær, kiwi, nektarin, pære, æble (specielt grønne).
GrøntsagerGulerod, kartoffel, selleri – knold og blad, tomat, ærter.
NødderCashewnødder, hasselnødder, jordnødder/peanuts, mandler, paranødder, valnødder.

Bynkepollen:

FrugtAppelsin, melon.
GrøntsagerBønner, kikærter, linser, peberfrugt, selleri – knold og blad – soja, tomat, ærter.
AndetKamille, persille, solsikkekerner.

DEL ARTIKEL